Dette billede er skabt i ChatGPT.

16.10.24 Dansk Byggeindustri Nyheder

Kursus: Effektivisér dine processer i produktionen med AI og ChatGPT

Arbejder du med produktion af byggematerialer og løsninger til byggebranchen? Spekulerer du nogensinde på, hvordan du kan udnytte AI i dine processer og arbejde mere effektivt og innovativt? Så er dette kursus for dig.

Dansk Byggeindustri afholder to målrettede kurser om AI for produktionsvirksomheder. Underviserne kommer fra det velrenommerede Innovation Lab.

Kurserne afholdes på virksomheder i branchen, og der tilbydes rundvisning og netværksmiddag i forlængelse af kurserne.

Tid og sted

Kursus 1 i Ulstrup:
Torsdag den 3. december hos U.D. Vinduer fra kl. 09.00 – 19.00 inkl. rundvisning og middag.
TILMELD DIG HER

Kursus 2 i Ringsted:
Tirsdag den 7. januar hos Plastmo fra kl. 09.30 – 19.00 inkl. rundvisning og middag.
TILMELD DIG HER

Pris
Kurset koster 5.000 kr. inkl. efterfølgende netværksmiddag. Medlemmer af Dansk Byggeindustri kan få oplyst en rabatkode til at få 50 pct. rabat på kurset. Skriv til joer@di.dk. 

Hvorfor kursus om AI i byggeindustrien?

I produktionen af byggematerialer er der mange arbejdsopgaver og processer, som kan løftes ved hjælp af AI. Uanset om du producerer træ, metaller, plast eller noget derimellem, kan teknologien hjælpe dig med at løse både store og små opgaver i hverdagen – lige fra levering til rapportering. På dette kursus fortæller vi dig ikke bare hvordan, du får også rig mulighed for at få erfaring med teknologien gennem praktiske øvelser. Vi viser dig, at det ikke behøver at være så komplekst.

Hvem henvender kurset sig til?

 Kurset henvender sig til dig, der ønsker at lære, hvordan AI kan anvendes i din virksomheds produktion af byggematerialer. Uanset om du er nybegynder eller erfaren inden for generativ AI, vil du på dette kursus få de nødvendige værktøjer til at effektivisere og innovere dine produktionsprocesser.  

På kurset lærer du at formulere værdiskabende prompts, som er grundlæggende for at arbejde med generativ AI. Vi dykker ned i, hvordan du kan bygge prompts, der kan hjælpe dig med, at effektivisere og nytænke dine produktionsprocesser.

Praktiske øvelser

På kurset kommer du til at prøve kræfter med teknologien gennem praktiske øvelser med ChatGPT. Her vil du lære de grundlæggende principper i at skabe en struktureret prompt, og få inspiration til at lave din egen, der er skræddersyet til netop din virksomheds arbejde og behov. Efter kurset vil du ikke bare have fået indsigt i, hvordan du kan bruge AI på tværs af daglige opgaver, du vil også have fået redskaberne til at udvikle og optimere din virksomheds produktionsprocesser.

Selvom kurset er baseret på ChatGPT-sprogmodellen, er prompt-teknikken universel og kan anvendes i alle former for generative AI-modeller. 

På kurset kan du se frem til at:

    • Blive introduceret til AI og ChatGPT: Lære hvad det er, hvordan det bruges og kravene til brug.
    • Lære om prompts: Få basistræning i prompt-teknikker, avancerede prompts samt juridiske aspekter.
    • Gennemføre praktiske øvelser på udvalgte produktionsprocesser: Simulér alternative produktionsleveringer og arbejde med dokumenthåndtering.
    • Blive dygtigere til at bruge ChatGPT til afrapportering og databehandling i PowerPoint og Excel.
    • Forstå de grundlæggende do's and don'ts inden for generativ AI.
    • Få indsigt i fremtidsperspektiverne i kunstig intelligens.
Skrevet af:

Søren Cajus