Webinar: Forstå EUDR og bliv klar til nye krav fra årsskiftet
Fra 30. december 2025 træder EU's nye afskovningsforordning (EUDR) i kraft. Den stiller krav om, at virksomheder kun må sælge produkter som træ, kaffe, soja og kakao i EU, hvis de kan dokumentere, at varerne er afskovningsfri, lovligt produceret og omfattet af en due diligence-erklæring. Reglerne gælder både ved import og eksport.
Nye afklaringer fra EU-Kommissionen
Formålet med EUDR er at forhindre, at produkter på EU-markedet bidrager til skovrydning og skovforringelse globalt.
I april 2025 offentliggjorde EU-Kommissionen opdaterede vejledninger og en FAQ, der præciserer:
-
Krav til store virksomheders due diligence
-
Regler for genimport af produkter, der tidligere har været markedsført i EU
-
Ændringer i produktlisten (Annex I)
Disse opdateringer er vigtige for virksomheder, der ønsker at forberede sig korrekt og undgå sanktioner.
Se oversigt fra EU-Kommissionen her
Se dansk intro video her
Hvornår gælder reglerne fra?
Type virksomhed | EUDR-gældende fra | Omfattet hvis |
---|---|---|
Producent af facadebeklædning i træ | 30. dec. 2025 | +50 ansatte eller +10 mio. EUR |
Gulvproducent med eget savværk | 30. dec. 2025 | Mellemstor virksomhed |
Snedkeri med eksport til EU | 30. juni 2026 | Hvis <50 ansatte og <10 mio. EUR |
Importør af krydsfiner | 30. dec. 2025 | Stor/mellemstor virksomhed |
Grossist der videresælger træprodukter | 30. dec. 2025 | Hvis over små-virksomhedsgrænsen |
Kort om EUDR
1. Træ er omfattet af EUDR
Træ og træbaserede produkter (fx krydsfiner, MDF, papir og emballage) er direkte omfattet af EUDR. Hvis en producent bruger disse materialer, skal der dokumenteres, at de ikke stammer fra områder med skovrydning efter 31. december 2020.
2. Krav om sporbarhed helt til oprindelsen
Virksomheder skal kunne dokumentere oprindelsen af de træprodukter de bruger – helt ned til GPS-koordinater for skovområdet. Det gælder uanset hvor i leverandørkæden de er. Det kræver systemer, processer og tæt samarbejde med leverandører.
3. Manglende dokumentation = ingen lovlig markedsadgang
Hvis din virksomhed ikke kan opfylde kravene, må produkterne ikke sælges på EU’s marked. Det gælder både import og produkter, der videreforarbejdes i EU – også ved eksport til andre EU-lande.
4. Risiko for bøder og beslaglæggelser
Tilsynsmyndigheder kan give bøder, tilbagekalde produkter eller beslaglægge varer, hvis virksomheder ikke lever op til kravene. Der lægges vægt på “due diligence” – du skal vise, at du har gjort det nødvendige.
5. Dårlig forberedelse kan koste ordrer
Flere store bygherrer og entreprenører begynder allerede nu at stille krav om EUDR-kompatible materialer. Hvis du ikke kan dokumentere oprindelsen og risikohåndteringen, kan du ryge ud af udbud og miste kunder.
6. Det giver konkurrencefordel at være klar i tide
De virksomheder, der forbereder sig i god tid, står stærkere i markedet. Det viser ansvarlighed, styrker CSR-profilen og kan være afgørende i samarbejdet med større aktører, der er afhængige af dokumenteret compliance.