God plan – hvordan udfører vi den så bedst muligt?

Det er åbenlyst, at det er en ambitiøs aftale, som vil øge aktiviteten for statsligt infrastrukturbyggeri, og både hjemlige og udenlandske entreprenører kan øge beskæftigelse og investeringer på dette område. Men tiden er nu til at lære af de problemer, der de seneste år har præget adskillige statslige projekter og udbud, hvor en til tider forfejlet udbudsstrategi, der har fokuseret på risikoplacering, bod og straf har undermineret mange projekters ellers positive effekter.

Staten har tilsyneladende i stigende grad problemer med konfliktprægede byggerier, budgetskred og forsinkelser, og man oplever desuden, at der er relativt få bydende på, hvad der burde være attraktive projekter for både indenlandske og udenlandske entreprenører. Det burde give stof til eftertanke, og forklaringen er simpel: Risikoen for at komme galt afsted på et stort projekt, hvor forberedelsen har været forceret, tidsplanen strammet til det yderste, og samarbejdet reduceret til hårde paragraffer i lange kontraktudkast, er ganske enkelt for stor for mange. Men ikke for alle: Det ses jævnligt, at der kommer et – ofte udenlandsk – slagtilbud der tilsyneladende lever op til alle krav, og ligger markant under budget. Men indenfor et halvt års tid viser det sig så, at buddet er urealistisk, og derfra er det op ad bakke for alle involverede. Der er ikke mange vindere i den cocktail, måske med undtagelse af advokaterne og voldgiftssystemet.

Det kan gøres bedre. Entreprenørerne har samlet set et stort ønske om at byde sig til og drage gensidig fordel af de statslige investeringer og dermed øge aktivitet til gavn for den hjemlige beskæftigelses- og uddannelseseffekt, for slet ikke at tale om de afledte investeringer, til gavn for bl.a. transportsektoren og industrien, der leverer til entreprenørerne.

Dansk Infrastrukturs opfordring er, at man fra statslig side snarest indleder en struktureret dialog med branchen og dens aktører om, hvordan man kan sikre den størst mulige interesse og dermed konkurrence om at udføre projekterne, og hvordan man kan identificere og håndtere deres iboende risici, frem for blot at flytte dem rundt.

Det er klart, at pris, tid og konkurrence er centralt for staten, og det skal og vil naturligvis fortsat være centralt. På enkeltstående og forholdsvis ukomplicerede projekter er pris og tid fuldt ud egnet som tildelingskriterie, men på mere komplekse og længevarende projekter er det i mange tilfælde decideret uegnet. Det har til gengæld vist sig værdifuldt, når der har været en intensiv markedsdialog forud for realiseringen af større projekter, og man har kunnet få problemer og risici frem i lyset, så de bedre har kunnet håndteres. Parametre som f.eks. projektskala i forhold til markedsinteressenter, håndtering af risici, fælles budgetansvar, følsomhed for uforudsete forhold, beskæftigelse, uddannelse og bæredygtighed i udførelsen bør fylde markant mere i statens udbudsstrategi. Særligt vil Dansk Infrastruktur gerne fremhæve flere forsyningsselskabers partnerskabsmodeller som en kolossal landvinding for udførelse af komplekse projekter, hvor det lykkes at få langt mere arbejde for pengene. Man bør inkorporere den type modeller i langt højere grad end i dag.

Først og fremmest håber vi, at staten og styrelserne nu tager initiativ til at gå i en anderledes og mere intensiv dialog med markedet, herunder de hjemlige entreprenører om, hvordan vi sammen kan realisere projekterne bedst muligt. Vi stiller gerne op.