Ny brancheanerkendt uddannelse
Nu kan medarbejder, der anlægger forsyningsledninger, snart styrke deres kompetencer med et brancheanerkendt uddannelsesforløb.
”Noget af det, som vi ønsker at opnå med den nye uddannelse, er ikke kun øge kvaliteten i anlægsarbejdet. Det er også at øge sikkerheden på arbejdspladsen ved bl.a. at minimere gravskaderne. Derudover er fastholdelse af medarbejdere et højt prioriterede emne for os, og det er uddannelse også med til at understøtte,” siger bestyrelsesmedlem i Kabel- og ledningssektionen, Kirsten Kruuse, der også er afdelingschef hos NCC.
Indtil nu har det ikke været muligt for personer, der arbejder med anlæg af forsyningsledninger at videreuddanne sig inden for deres fag, men det bliver anderledes nu med den nye brancheuddannelse, som Kabel- og Ledningssektionen i Dansk Infrastruktur er ved at udvikle i samarbejde med 3F – Fagligt Fælles Forbund og Learnmark Horsens i regi af Byggeriets Uddannelser.
”En brancheuddannelse er meget aktuel for hele branchen, for der findes ingen alternativer. Jeg er derfor både glad og stolt over, at det er lykkedes at få aftalen om brancheuddannelsen på plads. Nu venter der et stort arbejde med at få skræddersyet og tilrettelagt det helt rigtige indhold i uddannelsen, der imødekommer branchens behov”, siger Kirsten Kruuse, og fortsætter:
”Vand, varme, afløb, el og internettet er en uundværlig del hverdagen, men det er også en forudsætning for den grønne omstilling. Derfor er det altafgørende, at branchen kan stille op med den nødvendige, kvalificerede arbejdskraft til at løfte arbejdet med den grønne omstilling og ikke mindst, at medarbejderne føler sig klædt godt på til at udføre arbejdet.”
Det forventes, at det første uddannelsesforløb er klar til efteråret og allerede før sommerferien åbner muligheden for at tilmelde sig uddannelsesforløbet.