Phillip og Patrick er et bevis på personlig og faglig udvikling på Kabel- og ledningsarbejderuddannelsen
Phillip Nørgaard og Patrick Heissel er startet på den nye kabel- og ledningsarbejderuddannelse med i alt 21 deltager. Allerede efter de første tre moduler på uddannelsen kan de mærke, at deres faglighed er styrket, og de har fået en bedre forståelse for arbejdet i anlægsbranchen.
Phillip Nørgaard er 29 år. Han er oprindeligt uddannet anlægsgartner, men har cirka tre års erfaring inden for kabel- og ledningsbranchen. I dag arbejder han hos Søren Knudsen, hvor han har været det seneste halvandet år. Inden da var han ved Nordkabel og Munck Forsyningsledning.
Patrick Heissel er 25 år og har arbejdet hos Søren Knudsen i omkring fem år som ufaglært. Det var hans daværende stedfar, som arbejder i samme firma, der motiverede ham til at træde ind i branchen, da han vidste, at der var brug for folk.
Det var Phillip og Patricks afdelingsleder, der spurgte, om de ville starte på Kabel- og ledningsarbejderuddannelsen. De tog begge to mod tilbuddet. De oplevede det som et klap på skulderen, at virksomheden ville investere i, at de bliver uddannet – til gavn for både dem selv, branchen og virksomheden.
”Jeg var stolt og havde et stort smil på læben, da jeg kom hjem og fortalte, at jeg var tilbudt uddannelsen,” siger Patrick.
Motivation og udbytte
Phillip og Patrick er enige om, at det er en spændende uddannelse, og de er motiverede af at være med til at forme den, nu hvor de er med på det første hold.
De har allerede fået meget ud af kurserne og fået en forståelse for, hvorfor arbejdsprocesserne foregår, som de gør.
”Særligt kurset om afspærring var lærerigt for mig. Det har gjort mig opmærksom på, hvor vigtigt det er at tage den nødvendige plads på vejen for at arbejde sikkert og effektivt,” siger Phillip, som understreger, at det er med til at give ham stolthed og ansvarsfølelse i arbejdet at være med til at øge arbejdsmiljøet.
Patrick nævner, at kurset har gjort ham bevidst om, hvor vigtigt deres arbejde er set i et samfundsmæssigt perspektiv.
”Vi laver noget, som mange er afhængige af. Det gør mig stolt. At grave el til Danfoss Universe, velvidende at vores arbejde er afgørende for, at det kan fungere,” siger Patrick.
At lære sammen med erfarne og nye
Phillip og Patrick er enige om, at det er interessant at møde og sparre med andre kursister, som har forskellige grader af erfaring og kommer fra forskellige virksomheder. Kurset giver dem chancen for at dele erfaringer og lære om forskellige områder som el, fjernvarme, vand og styret underboring.
Uddannelsens indhold og sociale aspekter
De nyder at tage uddannelsen sammen og pointerer, at der er et godt socialt sammenhold. Særligt blandt dem, der overnatter på skolen, er der et ekstra godt sammenhold.
Phillip har en lille søn, så han prioriterer at komme hjem til familien hver dag. Derfor følges Phillip og Patrick i bilen, og selvom der er halvanden times kørsel hver vej, hygger de to mænd sig.
”Vi er vant til at køre meget i vores arbejde, så det betyder ikke så meget for os. Vi hygger os med det,” siger Phillip.
Fremtidsudsigter og råd til andre
De to unge mænd forventer, at uddannelsen vil forbedre deres faglige muligheder og gøre dem i stand til at tackle flere typer opgaver med større stolthed og forståelse. De anbefaler andre at lytte og tage uddannelsen alvorligt, da læringen er nyttig.
Patrick opfordrer også ordblinde til at deltage, da der er gode hjælpemidler, der gør det muligt at følge med.
Skal I være de næste?
Hvis du overvejer at sende dine medarbejdere på kabel- og ledningsarbejderuddannelsen, så tøv ikke. Som Phillip og Patrick bevidner, kan uddannelsen være en fantastisk mulighed for personlig og faglig udvikling, der kan være med til at styrke jeres virksomhed og branchen generelt.
Der starter nyt hold til november 2025. Læs mere om uddannelsen via link nedenfor.