Flemming Carlsen vil modernisere branchen med fælles fokus

Vi har talt med Flemming Carlsen, der er bestyrelsesmedlem i Dansk Infrastruktur. Han ser et stort potentiale i at styrke samarbejdet i anlægsbranchen. Med tættere partnerskaber kan branchen levere bedre projekter, tiltrække den nødvendige arbejdskraft og spille en stærkere rolle i den grønne omstilling. Anlægsbranchens kompleksitet balancerer han med spansk ro, hvor udsigten fra familiens hus giver nye perspektiver.

Kan du kort introducere dig selv?

”Jeg hedder Flemming Carlsen, og jeg direktør i NCC Infrastructure i Danmark, siger Flemming Carlsen, der har 30 års erfaring i anlægsbranchen.

Det er 15 år siden, at Flemming startede hos NCC – dengang som seniorprojektchef og senere som afdelingschef. Før han kom til NCC, arbejdede han bl.a. hos Barslund, Hoffmann og Brdr. K. Hansen – en karriere, der startede, da han blev uddannet bygningsingeniør på Københavns Teknikum i 1993.

NCC er en af nordens største entreprenørselskaber med afdelinger i Norge, Sverige, Finland og Danmark.  

”NCC favner bredt qau sin størrelse. Men i NCC Infrastructure beskæftiger vi os med typiske anlægsopgaver som for eksempel forsyning, fjernvarme, fundering, klimasikring og energi, såsom Carbon Capture anlæg, vandværker og transformerstationer,” siger Flemming.

Hvad er vigtigt for dig i dit arbejde?

"Fokus er altid på sikkerhed og kvalitet, og vi mærker, at det i stigende grad bliver et vigtigt fokus for vores kunder," siger Flemming og understreger, at arbejdet altid skal skabe reel værdi og bidrage positivt til samfundet.

"Når vi arbejder med forsyning, fjernvarme og energi, bidrager vi aktivt til den grønne omstilling. Det betyder meget for mig, at vores arbejde gør en positiv forskel og er med til at rykke på de store dagsordner.”

 

  

Flemming Carlsen, bestyrelsesmedlem i Dansk Infrastruktur og direktør i NCC Infrastructure
Hvis ikke vi kan arbejde sammen, kan vi ikke skabe en attraktiv branche, ikke tiltrække den nødvendige arbejdskraft, og så kommer vi alligevel ingen vegne med den grønne omstilling. Flemming Carlsen, bestyrelsesmedlem i Dansk Infrastruktur og direktør i NCC Infrastructure

  

Hvad vil du gerne bidrage med som bestyrelsesmedlem i Dansk Infrastruktur?

"Som bestyrelsesmedlem får jeg en stemme og en aktiv rolle i at forme branchens fremtid. Det ser jeg som en stor styrke – både for branchen som helhed og for mit arbejde i anlægssektoren. Jeg har mulighed for at påvirke den retning, vi bevæger os i. Særligt branchens rolle i den grønne omstilling  er afgørende for fremtidens anlægsprojekter – og her kan jeg bidrage med både solid erfaring og faglige input," siger Flemming.

Dertil kommer også samarbejdsformer.

”Samarbejdsformer er mindst lige så vigtigt. Hvis ikke vi kan arbejde sammen, kan vi ikke skabe en attraktiv branche, ikke tiltrække den nødvendige arbejdskraft, og så kommer vi alligevel ingen vegne med den grønne omstilling,” uddyber Flemming. 

Ifølge ham er det afgørende, at branchen ændrer mindset og gør op med den konservative arbejdsform, hvor bygherre er den centrale aktør og alene styrer hele processen. Det bliver hurtigt meget konfliktfyldt.

”Entreprenørerne skal tidligere end i processen sammen med rådgiverne, så de i samarbejde med bygherren kan finde de bedste løsninger for projektet. Der bliver talt meget om tidlig inddragelse, og jeg er overbevist om, at det er vejen frem og kan løse mange af de udfordringer, som branchen står overfor,” siger Flemming og fortsætter:

”Vi skal væk fra den gammeldags tilgang, hvor bygherren alene fokuserer på økonomi, og entreprenøren bare leverer det, der er bestilt. I stedet skal alle parter tidligt ind i processen og have reel indflydelse. Heldigvis ser vi allerede, at flere store bygherrer begynde at arbejde på den måde.”

Hvad ser du som den største udfordring i branchen?

”Samarbejdsformer, som sagt,” siger Flemming og pointerer, at det udover samarbejdsorienterede kontraktformer og tidlig inddragelse handler om menneskerne bag projekterne og deres interesse i at skabe gode samarbejdsprocesser i projekterne.

”Et godt samarbejde har stor indflydelse på kvaliteten i anlægsprojekterne, men noget andet er, at det er svært at tiltrække arbejdskraft til en branche med ry for dårlig samarbejdskultur. Gør vi ikke noget nu, bliver det kun svære at ændre på det ry – det gror sig nærmest fast,” siger han.

Der er heller ikke behov for, at manglen på arbejdskraft vokser, for det er allerede en stor udfordring, og om få år vil branchen mangle mange hænder på tværs af området.

”Vi skal skabe en attraktiv branche, som flere unge har lyst til at være en del af, så vi kan komme udfordringen med mangel på kvalificeret arbejdskraft til livs,” siger Flemming, som er overbevist om, at branchen skal tilpasse sig de unge, som i dag stiller andre krav til deres arbejde, end man gjorde før i tiden. Blandt andet ønsker de unge en større fleksibilitet mellem arbejde og privatliv.

”Så når vi snakker udfordringer i branchen er der flere ting, og det ene fører til det andet,” siger Flemming.

Hvordan håber du, at branchen vil udvikle sig i de kommende år?

”Anlægsbranchen halter bagefter, når det gælder den grønne omstilling. Jeg håber, at flere bygherrer får øjnene op for, at den grønne omstilling ikke er gratis. Det kræver investeringer – især i starten – men på sigt vil det betale sig. Hvis den grønne omstilling skal lykkes, skal den tænkes ind allerede i udbuddene – og dermed også i budgetterne,” siger Flemming og fortsætter:

”Men igen handler det om samarbejde og tidlig inddragelse. Man får ikke mere, end det man beder om. Når entreprenører og rådgivere bliver inddraget tidligt, kan vi sammen finde løsninger, der understøtter den grønne omstilling – og som samtidigt giver bedre og mere gennemtænkte udbud.”

Hvem er du i det private?

Sammen med sin kone bor Flemming i Dragør, hvor han også er vokset op. Han har en voksen datter og et barnebarn, som han bruger en del tid med.

”Vi har fornøjelsen af vores barnebarn minimum en gang om ugen, fordi mormor henter fra institutionen. Det sætter jeg stor pris på,” siger Flemming.

Er der noget særligt eller anderledes, vi skal vide om dig?

”Jeg har et hus i Spanien vest for Malaga, hvor jeg bruger så meget tid, som det er muligt. Jeg har rejst mange steder gennem tiden, men nu hvor vi har huset i Spanien, er det ofte der, vi tager til,” siger Flemming og fortsætter:

”Jeg har da også en drøm om, at jeg skal bruge endnu mere tid dernede, når jeg en gang ikke arbejder mere. At sidde dernede i varmen og nyde udsigten – det kan virkelig noget,” siger Flemming.

Ann-Katrine Lloyd Westphall
Skrevet af:

Ann-Katrine Lloyd Westphall

Relateret indhold