Henrik bygger med entreprenørmaskiner i alle størrelser – fra LEGO-modeller til hands-on på byggepladsen
Vi har talt med Henrik Ernebjerg Ravn, der er bestyrelsesmedlem i Dansk Infrastruktur. Han har en forkærlighed for entreprenørmaskiner – både i modelstørrelse og i virkeligheden. Men i anlægsbranchen er det ikke nok, at tingene klikker sammen som LEGO. Tæt samarbejde er afgørende for gode projekter og et stærkt arbejdsklima. Og hvad gør man, når nye krav vælter ind? Skal branchen være bedre til at gå på kompromis?

Kan du kort introducere dig selv?
”Jeg hedder Henrik Ernebjerg Ravn, og jeg er produktionsdirektør hos Zøllner, hvor jeg har ansvaret for alt, der vedrører produktion, projekter og tilbud,” siger Henrik Ernebjerg Ravn, der har været i virksomheden i ca. tre år.
Henrik er uddannet bygningskonstruktør i 2009 – på et tidspunkt, hvor byggebranchen var i en svær periode. Det betød, at han havnede i anlægsbranchen, som han ellers ikke selv havde forudset.
”Jeg troede oprindeligt, at jeg skulle arbejde med husbyggeri, men blev hurtigt kastet ud i en rolle hos Barslund, hvor jeg i 2011 blev afdelingschef. Efter Barslund gik konkurs, blev jeg en del af Zøllner i 2021,” siger Henrik.
Zøllner er en privat virksomhed, som blev etableret i 2007 og beskæftiger sig primært med anlægsopgaver inden for infrastruktur, kystsikring/vandbygning og forsyning.
”Fordi vi er en relativ ung virksomhed, er vi meget selektive i vores projektvalg. Vi laver kun noget, som vi ved, at vi er gode til. Zøllner er på få år blevet en vigtig aktør i branchen, og vi er i konstant udvikling for at kunne håndtere nuværende og fremtidige udfordringer,” fortæller Henrik.
Hvad er vigtigt for dig i dit arbejde?
”Trivsel og en involverende, samarbejdsorienteret kultur,” siger Henrik, der fortrækker en flad struktur i virksomheden, så medarbejderne føler, de kan komme til ham med både problemer og idéer.
Nye medarbejder skal integreres godt i virksomheden, og fastholdelse er vigtigt.
”Selvom vi ikke er en stor virksomhed, har vi ikke ambitioner om at være flere. Derfor skal projekterne også passe til de kompetencer, som vi har i virksomheden. Vores kollegaer er alsidige praktisk og skal kunne bære flere kasketter,” siger Henrik og fortæller, at han selv arbejder med operativt.
”Jeg er direkte involveret i mange projekter, som betyder, at jeg ikke kun sidder på kontoret, men ofte er tilstede ved anlægsprojekterne,” siger Henrik.

Løsningen kan være tidlig involvering og åben dialog mellem parterne, der gør de fælles spilleregler klare og gennemskuelige. Henrik Ernebjerg Ravn, bestyrelsesmedlem i Dansk Infrastruktur og produktionsdirektør hos Zøllner
Hvad vil du gerne bidrage med som bestyrelsesmedlem i Dansk Infrastruktur?
Henriks tilstedeværelse ved anlægsprojekterne giver ham en konkret forståelse for daglige udfordringer som fx AB18, udbud, kontrakter og leverandører, som han kan bringe med ind i bestyrelsen. .
"Jeg er optaget af samarbejdet mellem bygherrer og entreprenører – det er nøglen til bedre projekter og et bedre arbejdsmiljø,” siger Henrik og understreger, at tidlig inddragelse kan være nøglen til at løse flere af de udfordringer, som præger anlægsprojekter i dag.
”Mange projekter er præget af dårlige udbud og fravigelser fra AB18, der nærmest lægger op til konflikt. Der stilles store krav til entreprenørerne – teknisk, fagligt og juridisk – men sjældent stilles der spørgsmål ved bygherrens kompetencer. Den balance skal vi finde. Det kræver tillid og et nyt mindset i branchen. Løsningen kan være tidlig involvering og åben dialog mellem parterne, der gør de fælles spilleregler klare og gennemskuelige.”
Den tilgang er også afgørende for den grønne omstilling, hvor løsninger skal fungere i praksis. Her kan entreprenørernes viden og idéer gøre en reel forskel, hvis de bliver inddraget tidligt i processen. Det sikrer ikke blot bedre resultater, men styrker også samarbejdet i branchen på længere sigt, påpeger han.
Derudover understreger Henrik, at det er vigtigt at sikre bedre rammevilkår for SMV’erne, så de får en fair chance for at konkurrere på lige fod med de store aktører.
"SMV'erne står ofte med de samme komplekse kontraktkrav, dokumentationskrav og juridiske forpligtelser som de store virksomheder, men uden de samme interne ressourcer. Derfor skal vi arbejde for enklere udbudsprocesser, mindre bureaukrati og mere gennemsigtighed, så mindre virksomheder ikke udelukkes fra opgaver, de i praksis er fuldt kvalificerede til at løse," siger Henrik.
Løsningerne kan være bedre vejledning og støtte i udbudsprocessen, så SMV’erne lettere kan navigere i regler og krav. Derudover er det afgørende at sikre, at offentlige udbud ikke favoriserer store aktører.
”Mange mindre virksomheder har en enorm specialiseret viden, som kan bidrage positivt til projekterne – men kun hvis de får mulighed for at komme til bordet," siger han.
Hvad ser du som den største udfordring i branchen?
En af de største udfordringer er de stigende krav, som branchen skal opfylde.
”Vi bliver sønderbombet med nye krav og tiltag – ugennemskuelige krav, som bygherre pålægges af myndighederne. Det giver uklarhed, usikkerhed og så opstår der uenighed. Fx skal udbuddene indeholde grønne krav, men ingen vil gå på kompromis med ”normalen” for at få de grønne og alternative løsninger integreret i branchen. Og så er det jo en smule nytteløst,” siger Henrik.
Kravene er ofte svære at implementere og betyder, at projekterne ofte forsinkes eller må laves om, hvilket spilder både ressourcer og CO2.
”En anden udfordring er samarbejdet. Alle har travlt og projektopstarten er forceret,” siger Henrik og påpeger, at der også er behov for at tackle mangel på arbejdskraft, som påvirker fremtiden, da alt for få unge vælger en karriere i anlægsbranchen.
Hvordan håber du, at branchen vil udvikle sig i de kommende år?
Branchen skal blive bedre til at gå på kompromis, og der skal ændres i normer og standarder, så vi kan finde løsninger, der giver mening for den grønne omstilling og ressourceforbruget.
”Vi er nødt til at tage skridtet mod en mere fleksibel tilgang til kravene og finde alternative materialer, hvor det er muligt. Derudover skal vi have tid til at arbejde med ændringerne i branchen, så vi ikke blot ender med at ’slukke brande’ hele tiden”, siger Henrik.
”Men vi skal have hele værdikæden med. Der er behov for, at bygherrerne og rådgivere også forstår de udfordringer, som entreprenørerne står over for ved implementering af grønne krav.”
Hvem er du i det private?
Henrik er 40 år gammel og far til børn på 10 år og 13 år. Han bor i Jyllinge, hvor han også er vokset op.
”Jeg er en introvert person, hvilket måske virker overraskende i min position. Det betyder også, prioriterer at lade op, når jeg kommer hjem. Ude godt, men hjemme bedst,” siger Henrik, der også prioriterer at træne og leve sundt.
Er der noget særligt eller anderledes, vi skal vide om dig?
Henrik har ikke nogle forpligtende fritidsinteresser, men foretrækker at lave det, som han har lyst til i det pågældende øjeblik. Alligevel har han en særlig interesse, der nok er præget lidt af hans karriere i anlægsbranchen.
”Jeg samler på LEGO-entreprenørmaskiner – dem der er fjernstyret. De står udstillet på kontoret i Kvistgård og er til stor glæde, når der kommer børn i på besøg i virksomheden,” siger Henrik, der har samlet alle modellerne.

”Jeg samler på LEGO-entreprenørmaskiner – dem der er fjernstyret. De står udstillet på kontoret i Kvistgård og er til stor glæde, når der kommer børn i på besøg i virksomheden,” siger Henrik, der har samlet alle modellerne.