Jonathan Smetana: Fløj rundt i Europa og landede midt i anlægsbranchen

Vi har talt med Jonathan Smetana, der er bestyrelsesmedlem i Dansk Infrastruktur. Han bringer internationale erfaringer med ind i anlægsbranchen og har et skarpt fokus på bedre samarbejde, tidlig dialog og stærke teams – fordi det er her, projekterne vinder kvalitet, og hverdagen bliver bedre for både medarbejdere og virksomheder.

”Samarbejde starter med kultur – ikke med kontrakter," siger Jonathan Smetana, der er bestyrelsesmedlem i Dansk Infrastruktur og adm. direktør i CJ A/S.

Kan du introducere dig selv?

”Jeg hedder Jonathan Smetana, og udover at være bestyrelsesmedlem i Dansk Infrastruktur er jeg adm. direktør i CJ A/S – en entreprenørvirksomhed med cirka 200 medarbejdere og en værdibåret kultur, hvor ordentlighed, ansvarlighed og åbenhed er fundamentet,” siger Jonathan.

Efter fire år som bygherrerepræsentant hos Vestas, hvor han rejste rundt i Europa og styrede byggeprojekter – især i Spanien – landede han i anlægsbranchen hos CJ. Her har han været siden 2012 – først som projektleder, vicedirektør og nu adm. direktør.

Hvad er vigtigst for dig i dit arbejde?

Jonathan brænder for mennesker og for at skabe rammer, hvor medarbejdere trives, udvikler sig og kan være i branchen i mange år.

”Mennesker i balance træffer bedre beslutninger. Det handler ikke om at løbe hurtigst, men om at løbe den rigtige vej,” siger han.

For ham hænger god ledelse tæt sammen med kvaliteten i projekterne: tilgængelige ledere, tydelig retning og hold, der fungerer – både på pladsen og i dialogen med bygherrer og rådgivere. Det er her, branchen kan hæve kvaliteten og mindske konflikterne.

Hvad vil du gerne bidrage med som bestyrelsesmedlem i Dansk Infrastruktur?

Jonathan ser bestyrelsesarbejdet som en mulighed for at drive den grønne omstilling frem som en fælles opgave – ikke noget, man løser i siloer.

”Det må ikke blive et enten-eller – alle skal kunne være med. Det nytter ikke, hvis der er så høje krav, at vi taber halvdelen på gulvet.”

Det samme gælder samarbejdet i branchen. Jonathan vil skubbe hele værdikæden – fra bygherrer til entreprenører – i en retning, hvor samarbejde fylder mere end konflikter.

”Samarbejde starter med kultur – ikke med kontrakter.”

Han arbejder for stærkere partnerskaber og bedre rammer for udbud, hvor tidlig inddragelse er en naturlig del af processen. Når branchen taler sammen fra start, får man projekter, der både er teknisk og økonomisk kloge, hvor der er mindre spildtid, færre misforståelser og et bedre flow.

Jonathan Smetana, bestyrelsesmedlem i Dansk Infrastruktur og adm. direktør i CJ A/S.
”Anlægsbranchen skal have et lige så godt ry som alternativerne. Vi skal kunne tiltrække dygtige medarbejdere – og holde på dem.” Jonathan Smetana, bestyrelsesmedlem i Dansk Infrastruktur og adm. direktør i CJ A/S.

Samtidig ønsker han at styrke den menneskelige side af branchen. Han ved, hvad det betyder, når unge får ansvar og føler sig set:

”I Spanien oplevede jeg en meget hierarkisk kultur, og det ville jeg ikke tage med mig. De unge skal ikke hives ned – de skal have indflydelse.”

Hvad ser du som den største udfordring i branchen?

Og netop rekruttering er ifølge Jonathan én af branchens største udfordringer.

”Anlægsbranchen skal have et lige så godt ry som alternativerne. Vi skal kunne tiltrække dygtige medarbejdere – og holde på dem.”

Han peger på, at kulturen er afgørende: ordentlige rammer, klare forventninger og erfarne medarbejdere, der har lyst til at lære fra sig. Samtidig ser han alt for mange projekter, der falder i konflikter eller bliver unødigt tunge, fordi dialogen starter for sent.

”Teknikken skal nok lykkes,” siger han. ”Men samarbejde, processer og mennesker er det, der afgør kvaliteten af projekterne.”

Hvordan tror eller håber du, at branchen vil udvikle sig i de kommende år?

Jonathan håber på en branche, hvor samarbejdet bliver en endnu stærkere drivkraft, så projekterne starter i fælles ambitioner i stedet for konflikter.

”En branche, der bygger Danmark og samtidig bygger mennesker – hvor mennesker får lov til at udvikle sig, bidrage og skabe værdi.”

Han forestiller sig en fremtid, hvor tidlig inddragelse og dialog med bygherrer bliver standarden. Hvor entreprenører og rådgivere spiller hinanden stærke frem for at trække i hver sin retning. Hvor unge ser branchen som et attraktivt sted at starte, fordi kulturen er ordentlig, tonen er god, og man får lov til at tage ansvar.

Og så ønsker han en grøn omstilling, der løftes praktisk og i et tempo, hvor hele værdikæden kan være med, og hvor løsningerne både gavner projekterne, råstofferne og ressourcerne.

Hvem er du i det private?

Jonathan er 41 år, bor i Aarhus sammen med sin kone og to børn på 7 og 10 år. Han er passioneret omkring mad, vin og natur.

”Jeg laver meget mad fra bunden. Det er blevet en ting, jeg har sammen med mine børn. Vi nyder at lave mad sammen, for det giver tid til andre gode samtaler.”

Jonathan henter energi ved at være nærværende i hverdagsøjeblikke, ro, natur og rejser med familien. 

Og til sidst – hvad ved vi ikke om dig, som vi skal vide?

”Jeg holder meget af at rejse – og jeg tror på, at nye steder, mennesker og perspektiver er med til at gøre mig til en bedre leder.”

En 10-ugers rejse med familien til bl.a. New Zealand, Indonesien og Malaysia blev en vigtig pause midt i et travlt arbejdsliv.

”Det gjorde mig godt at give slip. Andre tog beslutningerne, og de var jo mindst lige så gode som de beslutninger, jeg måske ville have taget. Det var sundt for både mig og virksomheden.”

Relateret indhold