Martin Juhl: Samarbejde, meditationsretreat og en hulens masse tegneserier
Vi har talt med Martin Juhl, der er bestyrelsesmedlem i Dansk Infrastruktur. Noget af dét, som Martin håber, at vi genkender ham på, er hans ambition om at styrke samarbejdet i branchen. Han er ikke i tvivl om, at branchens aktører skal rykke tættere sammen, hvis vi skal lykkes med bl.a. den grønne omstilling.

”Jeg elsker at meditere og på den måde cleare mine tanker. Jeg har flere gange siddet ti dage i skrædderstilling i stilhed, hvor det ikke var tilladt at tale,” siger, Martin Juhl, der er bestyrelsesmedlem i Dansk Infrastruktur og direktør for Forretningsudvikling i Holbøll A/S.
Vil du introducere dig selv?
”Jeg hedder Martin Juhl, og jeg er bestyrelsesmedlem i Dansk Infrastruktur. Derudover er jeg uddannet civilingeniør i Byggeledelse og ansat som direktør for Forretningsudvikling i Holbøll A/S. Her driver jeg udviklingsprojekter, der har til formål at skabe gode rammer for tiltrækning, tilknytning og udvikling af virksomhedens medarbejder, men også at sikre smidige og pragmatiske arbejdsprocesser,” siger Martin.
Martin har tidligere arbejdet som entreprenør hos Pihl & Søn og senere hos Barslund som driftsdirektør, inden han fandt den rette hylde hos Holbøll, hvor han arbejder fokuseret med udvikling, som er det han brænder mest for.
Hvad er vigtigst for dig i dit arbejde?
”Helt klart samarbejde og tillid til hinanden. Vi kan sagtens have ambitioner om at løfte den grønne omstilling, men hvis branchens aktører ikke arbejder sammen om at løse udfordringerne, kommer vi ikke i mål. Vi skal udnyttes hinandens kompetencer og spille hinanden gode. Et godt samarbejde er fundamentet for vores arbejde,” siger Martin.
Han understreger også vigtigheden af et sikkert arbejdsmiljø og fokus på fremtidens arbejdskraft og mangel på råstoffer, som alt sammen er forudsat et godt samarbejde på tværs af branchen.

Hvis branchens aktører ikke arbejder sammen om at løse udfordringerne, kommer vi ikke i mål. Martin Juhl, bestyrelsesmedlem i Dansk Infrastruktur og direktør for Forretningsudvikling i Holbøll A/S.
Hvad vil du gerne bidrage med som bestyrelsesmedlem i Dansk Infrastruktur?
”I bund og grund handler det om at skabe et bedre samarbejde på tværs i branchen. Jeg tror, at en fælles indsats gavner hele vejen rundt. Det er tydeligt, at vi hver især kan bidrage med noget forskelligt. Derudover er de inputs og den inspiration, som jeg får som bestyrelsesmedlem i Dansk Infrastruktur, også værdifuldt i mit eget arbejde i Holbøll,” siger Martin.
Martin er meget motiveret for at udvikle anlægsbranchen, og netop derfor er glad for at være en del af en bestyrelse, hvor det er muligt.
Hvad ser du som den største udfordring i branchen?
”En af de største udfordringer er i mine øjne mangel på løbende forventningsafstemning og dialog. Det skyldes bl.a. de juridiske og organisatoriske rammer. Vi vil gerne have tidlig involvering, men der er nogle udbudskrav, der står i vejen. Det kan være med til at skabe et dårligt samarbejde og manglende anerkendelse mellem entreprenør og rådgiver, hvor fordomme dominerer. Vi skal skubbes tættere sammen i bussen, hvis vi skal lykkedes med projekterne,” siger Martin.
Martin understreger også vigtigheden af, at entreprenører, bygherre og rådgivere bliver bedre til at gå i dialog.
”En helt simpel øvelse kan være at række ud, hvis man er i tvivl om noget, men også for at koordinere de løbende processer. Jeg er overbevist om, at ingen kan lykkes alene, men sammen kan vi løse det hele,” siger Martin.
Hvordan tror eller håber du, at branchen vil udvikle sig i de kommende år?
”Jeg både tror og håber, at Danmark bliver et foregangsland for, hvordan vi kan samarbejde og dele viden på tværs i hele branchen, når vi skal løfte de store udfordringer i forhold til den grønne omstilling, digitalisering og automatisering samt manglen på både råstoffer og arbejdskraft,” siger Martin.
Hvem er du i det private?
Martin er oprindeligt fra Silkeborg, men bor nu i Lyngby med sin 4-årige søn, som han har på halv tid. Venner og familie optager en stor del af hans tid, men han holder også meget af at være kreativ og holde krop og hoved sundt med meditation, styrke- og løbetræning.
”Jeg elsker at meditere og på den måde cleare mine tanker. Jeg har flere gange siddet ti dage i skrædderstilling i stilhed, hvor det ikke var tilladt at tale,” siger, Martin.
Og til sidst – hvad ved vi ikke om dig, som vi skal vide?
”Jeg er ret ekstrovert og åben, men de færreste ved, at jeg også har en introvert side, som jeg dyrker ligeså meget. Det er især tydeligt på øverste sal af mit engelske rækkehus, hvor jeg har et 'atelier' og bibliotek med flere hundrede bøger hvoraf en fjerdedel er tegneserier”, fortæller Martin.