Nanas brede erfaring pynter på anlægsbranchen, mens kunst pynter hendes fritid
Vi har talt med Nana Ejlers, der er bestyrelsesmedlem i Dansk Infrastruktur. Som uddannet arkitekt og med erfaringer som både rådgiver og bygherre har Nana en bred palet af kompetencer. Om det er den samme palet, der får hende til at nyde kunstudstillinger, kan vi kun gætte på. Men én ting er sikkert: Hun bruger hele paletten, når hun skaber løsninger og driver samarbejdet på tværs af fagområder, så anlægsbranchen kan nå i mål med blandt andet den grønne omstilling.

"Med min baggrund som offentlig bygherre kender jeg til mange af de problematikker og politiske udfordringer, der ligger. Jeg håber, at jeg kan hjælpe med at gøre de store visioner konkrete og få dem til at rykke branchen fremad," siger Nana Ejlers, der er bestyrelsesmedlem i Dansk Infrastruktur og markedsdirektør i NCC.
Kan du introducere dig selv?
”Mit navn er Nana Ejlers. Jeg er oprindeligt uddannet arkitekt, men har arbejdet på alle sider af bordet i byggebranchen – først som rådgiver, derefter som bygherre, og nu er jeg markedsdirektør i NCC,” siger Nana Ejlers, der også er bestyrelsesmedlem i Dansk Infrastruktur.
Nana nyder at bevæge sig rundt i branchen og opleve de forskellige perspektiver og logikker i projekterne. Hun mærker, at hendes brede erfaring gør, at hun passer godt ind i sin nuværende stilling.
"Vi skal bryde med siloerne og blive bedre til at arbejde på tværs, så vi udnytter hinandens faglige kompetencer," siger hun.
NCC er en svensk virksomhed, som samtidig har rødder langt tilbage i Danmark og arbejder inden for fire forretningsområder: infrastruktur, byggeri, industri og projektudvikling. Nanas fokus er at fremme samarbejdet på tværs af forretningsområderne med særligt henblik på store bygge- og anlægsprojekter.
"Vi har en stærk faglighed inden for infrastruktur i NCC og et godt samarbejde mellem byggeri og infrastruktur," siger Nana og fortsætter:
"Vi har eksempelvis længe arbejdet med at reducere CO2-udledningen og DGNB-certificeringer på byggeri. Nu ser vi en stigende efterspørgsel efter lignende tiltag inden for anlægsområdet, så her kan vi trække på vores erfaringer fra byggeri."

Vi behøver eller skal ikke være ens. Når vi mikser fagligheder og baggrunde, bringer det noget andet til bordet. Nana Ejlers, bestyrelsesmedlem i Dansk Infrastruktur og markedsdirektør i NCC.
Hvad er vigtigst for dig i dit arbejde?
"Jeg er optaget af, hvor bygge- og anlægsbranchen bevæger sig hen, og hvad der skal til for at udvikle branchen," fortæller Nana og fortsætter:
"Samarbejde er afgørende, og vi skal arbejde mere tillidsbaseret. Den grønne dagsorden fylder også meget, men vi når ikke i mål, hvis vi ikke arbejder sammen. Et godt samarbejde er fundamentet og afgørende for, at vi lykkes med alle de store dagsordener."
Nana reflekterer også over betydningen af diversitet i sit arbejde.
"Vi behøver eller skal ikke være ens. Når vi mikser fagligheder og baggrunde, bringer det noget andet til bordet. Det taler også ind i samarbejde – vi lykkes bedre, når vi tager andre perspektiver ind. Netop fordi jeg er arkitekt, kan jeg bidrage med nye vinkler, for der er virkelig stor forskel på, hvad der driver os qua vores forskellige baggrunde," siger Nana.
"Vi er heller ikke altid så gode til at se os selv i andre roller. Hvis vi er bedre til selv at indtage andre roller, vil vi også være bedre til at samarbejde."
Hvad vil du gerne bidrage med som bestyrelsesmedlem i Dansk Infrastruktur?
Nana startede i Dansk Infrastrukturs bestyrelse for at bidrage med sin omfattende erfaring fra bygge- og anlægsbranchen og sin baggrund som både arkitekt, rådgiver og bygherre.
"Med min baggrund som offentlig bygherre kender jeg til mange af de problematikker og politiske udfordringer, der ligger. Jeg håber, at jeg kan hjælpe med at gøre de store visioner konkrete og få dem til at rykke branchen fremad."
Hvordan kan vi rykke endnu mere på den grønne dagsorden? Hvordan får vi det til at blive endnu mere konkret? Hvad skal der til, for at det går fra hensigtserklæringer til, at det virkelig kommer til at rykke? Det er nogle af de spørgsmål, der optager Nana.
Hvordan ser du din rolle i forhold til at styrke samarbejdet i branchen?
"Jo mere man bliver opmærksom på de udfordringer, der er, jo bedre kan man være med til at løsne op for dem og nedbryde de barrierer, der gør samarbejdet svært," siger Nana, som arbejder for at facilitere samarbejdet i branchen ved at fremhæve eksempler på projekter, hvor samarbejdet er lykkedes. På den måde kan hun inspirere andre projekter til at følge trop.
"Det er godt at starte med nogle cases. Der findes eksempler i branchen, hvor man er lykkedes med det, som man kunne tage udgangspunkt i."
Hvad ser du som den største udfordring i branchen?
Den største udfordring i branchen er ifølge Nana, at den grønne omstilling ikke sker hurtigt nok.
"For at lykkes med omstillingen skal vi arbejde sammen og være digitale for at kunne dokumentere vores fremskridt," forklarer hun.
"De nye reguleringer kræver, at vi har styr på leverancer og vores virksomhed som helhed. Der er kun få, der har styr på, hvad deres underleverandører køber af materialer osv."
Hvordan tror eller håber du, at branchen vil udvikle sig i de kommende år?
Nana mener, at branchens aktører skal være proaktive og også selv komme med løsningsforslag til den grønne omstilling.
"Vi skal også blive bedre til at kommunikere, hvorfor den grønne omstilling er vigtig, så det giver mening, at projekterne er dyrere, når det handler om at omstille sig grønt. Vi skal alle være villige til at gøre noget nyt og tage den risiko, der følger med. Det kræver, at vi arbejder anderledes og bruger andre materialer, end vi plejer."
Hvem er du i det private?
Nana bor i midten af København med sin mand og deres fire børn på 21, 18, 16 og 7 år. Hun elsker at være i sommerhus på Bornholm, hvor hun nyder naturen og det lokale samfund. Hun nyder også at bruge byen – gå en tur, løbe, spise ude osv.
"Jeg elsker at rejse og opleve andre dele af verden. Jeg har blandt andet været i Californien i fire uger. Det var interessant at se, hvor meget de er bagud på den grønne omstilling sammenlignet med Danmark," fortæller hun.
Og til sidst – hvad ved vi ikke om dig, som vi skal vide?
"Jeg elsker at gå på gallerier og kunstudstillinger og opdage nye restauranter."