Det specialiserede socialområde fylder bekymrende lidt i sundhedsaftale
De 17 nye sundhedsråd skal sikre, at patienter ikke bliver kastebold mellem forskellige myndigheder, men det er endnu ikke klart, hvordan de kan sikre sammenhæng for mennesker med særligt komplekse sociale problemstillinger, skriver to bestyrelsesmedlemmer i Dansk Sundhed og Velfærd.
Det har været talt meget om bedre forløb og sammenhæng mellem behandling i sundhedsvæsenet og ældreplejen op til regeringens forhandlinger af en ny sundhedsreform.
Men der bliver talt alt for lidt om mennesker med handicap eller svære sociale udfordringer, der ofte også har brug for psykisk eller somatisk behandling.
Det er lykkedes regeringen at lande en aftale, som indeholder et ønske om 17 sundhedsråd, hvor regioner og kommuner i samarbejde skal skabe et stærkere sundhedsvæsen tæt på borgerne.
I udgangspunktet er det positivt. Men der er endnu stadig mange uvisheder omkring udformningen af den nye aftale, og vi finder det bekymrende, at det specialiserede socialområde ikke fylder mere i den nye aftale.
Det er ikke nok blot at sammentænke ældreplejen, socialpsykiatrien og somatikken – der er også brug for samtænkning med primærsektoren, og især socialområdet og de social- og sundhedsrettede indsatser, der sker hos private leverandører.
Unødigt store menneskelige omkostninger
Den tidligere socialdemokratiske flertalsregering nedsatte et ekspertudvalg på socialområdet (Tranæsudvalget), som skulle komme med anbefalinger til en bæredygtig udvikling af socialområdet.
I udvalgets endelige rapport blev det blandt andet anbefalet, at kommunerne fremadrettet skulle arbejde ud fra principper om, at borgerens egne håb, ønsker og drømme skulle være styrende for indsatser, og at samarbejde mellem de fagprofessionelle og borgeren skulle styrkes. Det kaldes også recovery-orienteret rehabilitering.
I dag oplever vi ikke, at der bliver arbejdet recovery-orienteret og rehabiliterende. I stedet træder borgerens håb, ønsker og drømme i baggrunden, mens økonomi får den mest fremtrædende rolle, når indsatserne skal vælges og prioriteres.
Samtidigt oplever vi, at regionerne og kommunerne ikke har forudsætningerne for et godt samarbejde. Et eksempel er, at det i dag påhviler regionerne at ledsage borgerne til sygehusbehandling jævnfør sektoransvarsprincippet.
Kommunen kan altså ikke bevilge og finansiere ledsagelse af for eksempel en medarbejder fra borgerens botilbud, som de er trygge ved.
Det ender ofte med, at udsatte borgere enten slet ikke kommer afsted til sygehusbehandling, kommer alt for sent afsted grundet koordinering af ledsagelse i andet regi, eller også kommer de alene afsted, uden at have de kognitive forudsætninger for at forstå og gengive lægens ord. Alle tre udfald forværrer borgers tilstand unødigt og kan have store menneskelige omkostninger.
Behov for et opgør
Der er i høj grad brug for mere sammenhæng mellem socialområdet og sundhedsområdet. I dag er der for eksempel ikke tilstrækkelig mulighed for, at private botilbud kan lave et samlet og sammenhængende tilbud, hvor indsatser fra socialsektoren og sundhedssektoren kombineres.
Servicelovens paragraf 102 åbner op for at bryde med sektoransvaret, så kommunerne for eksempel kan tilbyde borgerne socialpsykiatrisk eller psykologisk behandling. Men bestemmelsen har et meget snævert anvendelsesområde og kan ikke anvendes i tilfælde, hvor der er behov for akut handling, så bestemmelsen er ikke til gavn for hverken botilbud eller borgere i praksis.
I Dansk Sundhed og Velfærd har vi hilst den nye sundhedsaftale velkommen, men vi mener også, at den mangler fokus på mere sammenhæng for de mest udsatte på socialområdet.
Der er fortsat et presserende behov for, at der lovgivningsmæssigt bliver gjort op med silotænkning og sektoransvar, så vi kan tilbyde borgere med komplekse sociale problemstillinger en sammenhængende og helhedsorienteret indsats.
Debatindlægget blev bragt i Sundhedsmonitor den 17. december 2024.