21.06.24 Nyheder

Dansk Sundhed og Velfærds høringssvar til bekendtgørelse om magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesretten for voksne

DSV er bekymret over at reglerne for magtanvendelse lempes, uden at behovet er blevet tilstrækkeligt afdækket

Dansk Sundhed og Velfærd (DSV) har den 23. maj 2024 modtaget udkast til bekendtgørelse om magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesretten over for voksne, samt om særlige sik-kerhedsforanstaltninger for voksne og modtagepligt i boformer efter lov om social service. Dansk Sundhed og Velfærd er en branchesektion under Dansk Industri (DI), som samler private virksomheder indenfor sundhed og velfærd.

Med udstedelsen af denne bekendtgørelse vil kravet om, at alle indgreb, som er foretaget på bag-grund af en kommunal afgørelse, herunder indgreb foretaget efter §§ 125, 128, 128 b, 128 c-128 f og § 136 a, stk. 3, i serviceloven, skal registreres hver gang af det personale, som har foretaget ind-grebet, bortfalde. For indgreb efter §§ 125, 128, 128 b, stk. 2, 128 c-128 f og § 136 a, stk. 3, vil der i stedet skulle udarbejdes en ’samlet registrering”, hvori der vil skulle indgå et skøn for, hvor mange gange det forhåndsgodkendte indgreb har været anvendt over for den pågældende borger.

DSV anerkender at den forudgående lovændring har til formål at lette den administrative byrde for kommunerne, frigøre personale ressourcer og sikre en mere effektiv ressourceudnyttelse. DSV kan generelt bakke op om at reducere unødvendige dokumentationskrav på socialområdet for at frigive tid og ressourcer til kerneopgaven.

DSV er dog dybt bekymret over Folketingets vedtagelse af ændringer i reglerne om magtanven-delse og andre indgreb i selvbestemmelsesretten, hvor reglerne lempes på mange områder på samme tid, uden at behovet er blevet tilstrækkeligt afdækket. DSV finder derfor anledning til igen at understrege, at magtanvendelse er et betydeligt indgreb i den personlige frihed, og opfordrer til forsigtighed ved fjernelse af visse registreringskrav. DSV frygter i høj grad, at lempelserne i regi-streringskravene kan føre til flere magtanvendelser end nødvendigt.

Ændringer i registrering, indberetning og orientering mv.
DSV er enige i, at det i særlige tilfælde kan være hensigtsmæssigt at bruge mindre tid på registre-ring og indberetning, når personalet anvender stofseler og tryghedsskabende velfærdsteknologi, da det kan frigøre tid til socialpædagogiske indsatser.

DSV er dog stærkt kritisk overfor, at forslaget vil gøre det muligt at nøjes med en ’samlet registre-ring” af magtanvendelse i situationer, hvor borgere kortvarigt fastholdes i personlige hygiejnesitu-ationer eller hvor personale låser døre til fællesrum, køkkener, udearealer og yderdøre, da det eret betydeligt indgreb i den personlige frihed. I modsætning til brugen af stofseler eller velfærdsteknologi, så er der her tale om magtanvendelser, der fra gang til gang er betinget af forskellige omstændigheder. Derfor er det meningsfuldt, at personalet fortsat registrerer og reflekterer over hver enkelt magtanvendelse i disse tilfælde.

Registreringer og indberetninger er et vigtigt grundlag for læring og refleksion i dialogen mellem personaleleder og medarbejder, hvilket er afgørende for undgå yderligere indgreb i fremtiden. DSV er dybt bekymret for, at færre registreringer kan føre til flere unødige magtanvendelser frem for mindre indgribende tiltag. Forslaget risikerer at sætte borgerens retssikkerhed i fare og at være ødelæggende for et trygt og tillidsfuldt forhold mellem borgeren og personalet. DSV mener, at om-sorg og dialog er den bedste løsning, og at dette understøttes af læring og refleksion gennem regi-streringer.

DSV står til rådighed for uddybende kommentarer og videre dialog.

Med venlig hilsen
Astrid Standly Henriksen
Sekretariatsansvarlig for Dansk Sundhed og Velfærd, en del af DI

Astrid Standly Henriksen
Skrevet af:

Astrid Standly Henriksen

Relateret indhold