Pointer og anbefalinger fra webinar om den nye ældrelov
Dansk Sundhed og Velfærd afholdte sammen med DI onsdag den 5. marts et webinar om samarbejde, fortolkninger og praktiske løsninger, inden den nye ældrelov træder i kraft den 1. juli 2025.
På webinaret var der særligt fokus på, hvordan private leverandører og kommuner får styr på samarbejdet om helhedspleje, faste teams og tilrettelæggelsen af rummelige pleje- og omsorgsforløb – både organisatorisk og udbudsjuridisk.
Den fremtidige organisering af ældreplejen har medført mange spørgsmål og bekymringer, blandt særligt de private leverandører. DI’s analyse ”Nye krav til helhedspleje udelukker mange private leverandører” viser, at de nye krav om helhedspleje potentielt udelukker mange private leverandører. Flere end seks ud af ti af de adspurgte private leverandører af hjemmehjælp vurderer, at det er helt udelukket eller usandsynligt, at de som selvstændig virksomhed bliver i stand til at levere helhedspleje. Dog er en tredjedel klar til at påtage sig opgaven.
Branchedirektør hos DI, Jakob Scharff, partner hos Implement, Christian Ahlmann Olesen, og partner hos DLA Piper, Nick Bronstein, deltog i webinaret med hver deres indsigter.
Herunder har vi oplistet 5 pointer og 3 anbefalinger fra webinaret.
Variation i kommunerne
Der er stor variation blandt kommunerne i forhold til, hvor langt de er kommet med implementeringen af ældreloven og faste teams. Mange kommuner ser 2025 som et prøveår.
Forløbsmodeller
Mange kommuner arbejder på at udvikle forløbsmodeller, som er mere rummelige og mindre detaljerede, hvilket stiller nye krav til både myndigheder og leverandører.
Integration af ydelser
Det kan være udfordrende at integrere genoptræning og rehabilitering i helhedsplejen, da genoptræning udgør en lille del af volumen sammenlignet med personlig pleje og praktisk hjælp.
Konsortier og underleverandører
Loven opfordrer til, at virksomheder kan danne konsortier eller bruge underleverandører for at kunne levere helhedspleje. Kommuner kan ligeledes bruge private leverandører som underleverandører.
Tilsyn og dokumentation
Kommunerne vil gerne følge intentionerne i ældreloven med hensyn til rummelighed og tilsynsmetoder, men der er behov for klare aftaler og opfølgningsmetoder.
Fleksibilitet og justeringer
Vær åben for løbende justeringer af kontrakter og samarbejdsmodeller i takt med, at der opstår nye erfaringer fra implementeringen af ældreloven.
Kompetenceløft
Sørg for at opkvalificere jeres medarbejdere, så de kan håndtere den øgede kompleksitet i de nye pakker.
Klarhed og kommunikation
Vær så klare som muligt i kommunikationen om krav, forventninger og tidsplaner. Dette hjælper med at minimere usikkerheden og skaber bedre forudsætninger for samarbejde.
Dansk Sundhed og Velfærd og DI opfordrer de private leverandører til at række ud til de kommunerne, hvor de ønsker et samarbejde. Derudover tror vi på, at det er vigtigt at have en pragmatisk og tålmodig tilgang til dialogen, fordi kommunerne endnu er ved at finde svar på en masse spørgsmål omkring den nye lovgivning. Vi håber, at dialogen kan sikre gensidig forståelse og klarhed omkring krav og forventninger.
Vi står altid til rådighed, hvis der er spørgsmål eller behov for yderligere afklaring - ligeledes gør Christian Ahlmann Olesen og Nick Bronstein.
Tak for interessen i vores webinar!

Jakob Scharff, Christian Ahlmann Olesen og Nick Bronstein