Cervello har knækket koden til behandling af hjernerystelse
Mange deltagere er langtidssygemeldte, nogle med udsigt til fleksjob eller førtidspension, når de kommer i forløb hos Cervello. Men på bare tre måneder får over 90 procent af deltagerne det bedre – ofte markant bedre. Abby Pate, som er selvstændig frisør, er en af dem.
I Cervellos lyse og venlige venteværelse i Trekoner nær Roskilde sidder et par kvinder i 30erne og en lidt yngre mand og venter. Manden har sin mor med. Det er helt almindelige mennesker, og man skal se godt efter for at vide, at de er syge.
For fire måneder siden sad 47-årige Abby Pate i venteværelset for første gang. Hun var halvandet år før blevet påkørt af en bil, mens hun cyklede til arbejde. Først troede hun, at hun var sluppet billigt, men i løbet af de næste dage satte symptomerne ind. Hovedpine, svimmelhed, synsforstyrrelser, tinnitus og træthed – og de gik ikke væk.
Efter nogle uger blev hun diagnosticeret med senfølger efter hjernerystelse hos sin læge, men lægen vidste ikke, hvordan hun kunne få det bedre. Så Abby måtte deltidssygemeldes fra sit arbejde som selvstændig frisør og ud på en lang og frustrerende jagt efter hjælp. Heldigvis endte jagten hos Cervello, der siden 2021 har specialiseret sig i forskningsbaseret rehabilitering af skader på hjernen, herunder senfølger efter hjernerystelse og piskesmæld.
Hvis jeg ikke havde fået den rette hjælp, tror jeg, at jeg var endt som fleksjobber eller førtidspensionist. Abby Pate, selvstændig frisør
Abby Pate er i dag i fuld gang med sin rehabilitering og i markant bedring.
Tusindvis af tilfælde om året
Hvert år er der cirka 25-30.000 tilfælde af hjernerystelse i Danmark. Som regel går symptomerne i sig selv igen i løbet af et par uger, men i omkring 15-20 procent af tilfældene varer de ved, fortæller Helene Hoffmann, der er adm. direktør i Cervello.
Når der er gået fire uger, har du ifølge de nationale retningslinjer langvarige senfølger. Dem kan der gøres noget ved, og jo før man kommer i gang med en skræddersyet rehabilitering, des bedre er prognosen. Helene Hoffmann, adm. direktør i Cervello
Desværre kan den rette behandling være svær at finde, og ny forskning, som bl.a. Cervello står bag, viser, at hele tilgangen til hjernerystelse skal ændres. Selv om de nationale retningslinjer er udarbejdet af Dansk Center for Hjernerystelse, får mange af de ramte stadig forkert eller utilstrækkelig behandling, og de venter for lang tid.
I gang igen på 12 uger
- Indtil for nylig var rådet til mennesker med hjernerystelse, at de skulle holde sig i ro. Ikke arbejde, ikke se på skærme, ikke dyrke sport, ikke læse. Bare ligge ned, mærke efter og vente. Men i dag ved vi, at man efter 48 timer ikke skal være passiv og vente på, at det går over. Man skal hurtigt i gang igen med skræddersyet hjernetræning og eksponering, som skal bygge på, hvilke funktioner i hjernen, som er slået ud af kurs, fortæller Helene Hoffmann.
Cervello har i dag deltagere fra hele landet og også enkelte udenlandske deltagere fra lande som Tyskland og Norge. Nogle af dem har ligget ned i et mørkt rum i ti år, andre slog sig for få uger siden, men tilgangen er den samme. Hjernen og kroppens funktioner skal trænes, men ud fra en helhedsorienteret tankegang – og så skal deltagerne støttes i processen.
Der kan være problemer med synet, balancen, smerter i hoved og nakke, og kognitive problemer med hukommelse og mentalt overblik. Endelig oplever mange frygt, stress og angst, som ofte bliver en følgesvend efterhånden som tiden går. Hjernen er kompleks, og alle hjernerystelser er forskellige, så alle nye deltagere i Cervellos forløb bliver derfor undersøgt grundigt af et tværfagligt team, før rehabilitering kan igangsættes.
Det bliver værre, før det bliver bedre
Helene Hoffmann viser et ugeskema frem, som alle deltagerne får udleveret. Indholdet tilpasses den enkelte, men alle skal i 12 uger træne og udfordre hjernen mindst tre gange 20 minutter hver eneste dag undtagen søndag. De skal både lave generel fysisk træning og specifikke øvelser, der retter sig mod bl.a. syn, balance og kognitive problemer.
Når man starter sin rehabilitering, får nogle det vildt dårligt, og det er en af grundene til, at man har brug for at være i et forløb, selvom det meste af hjernetræningen foregår hjemme. Helene Hoffmann, adm. direktør i Cervello
Man har simpelthen brug for støtte, vejledning og grundig opfølgning i en periode, indtil resultaterne begynder at vise sig. Derfor er deltagerne inkluderet i et digitalt rehabiliteringsunivers samt inddelt i hold, hvor de både får professionel hjælp og kan følge hinandens udfordringer og fremskridt. Og langt de fleste får det bedre.
Forskningsbaseret rehabilitering
Cervellos hjernerystelsesprogram er forskningsbaseret – og virksomheden selv er med til at skabe ny viden, som forskningschef Kenneth Jay netop har præsenteret på en konference i USA. Et studie viste bl.a., at deltagerne på kort tid reducerede deres symptomer med mere end 40 procent, og at arbejdsevnen blev forbedret for mere end 80 procent af deltagerne.
Den nye viden er allerede implementeret i klinikkens praksis, og resultaterne taler for sig selv. Ud af 40 deltagere i virksomhedens rehabiliteringsforløb oplever 92 procent forbedringer – og en del af dem oplever forbedringer på over 80 procent i løbet af de 10-12 uger forløbet varer.
Cervellos neurospecialister indsamler kontinuerligt data som bl.a. bruges til at videreudvikle hjernerystelsesindsatsen. Der opleves nemlig en stigning i antallet af hjernerystelser med langvarige senfølger. Manger virksomheder har oplevet langtidssygemeldinger på den konto, og de forsikringsselskaber, som henviser til Cervello, beretter om stadig flere sager.
- Vi ser, at der er flere og flere vidensarbejdere, der får hjernerystelse med senfølger. Vi kender ikke hele baggrunden for det, men vi ved, at det har en betydning, hvordan kroppens tilstand er, når du får en hjernerystelsen. Du har en bagage med dig, og hvis du fx tidligere har haft et piskesmæld eller en depression, kan det tage længere tid at komme dig. Det samme gælder, hvis du var beruset, da du slog hovedet, siger Helene Hoffmann og tilføjer, at flere og flere yngre kommer til klinikken, fordi de har slået hovedet, mens de var beruset.
Deltagerne i Cervellos rehabiliteringsforløb skal både lave generel fysisk træning og specifikke øvelser, der retter sig mod bl.a. syn, balance og kognitive problemer.
Bedre adgang til rehabilitering
Indtil nu har det været svært for den enkelte at finde den rette, helhedsorienterede indsats. De fleste har ofte meget begrænset effekt, før de finder frem til Cervello. Abby Pate var fx til neurolog, psykolog, neurooptometrist, fysioterapeut, osteopat, akupunktør og flere andre behandlinger. Det er både dyrt og opslidende for de ramte.
- Jeg har brugt omkring 150.000 kr. på behandling. Dem kunne jeg have sparet, hvis jeg var kommet i den rette behandling fra starten, siger hun.
I dag samarbejder Cervello med forsikringsselskaber og en hel række kommuner, hvorfra jobcentrene sender folk med senfølger i rehabiliteringsforløb. Men et nyt Offentlig-Privat samarbejde med Køge Kommune og Den Sociale Kapitalfond viser vejen for hurtig adgang til tværfaglig rehabilitering. Med fokus på tidlig opsporing og forebyggelse af langtidssygemeldinger afprøver parterne en investeringsmodel, som gør det muligt at igangsætte noget nyt og tænke mere langsigtet.
- Man kan sige, at Den Sociale Kapitalfond tager den økonomiske risiko for kommunen, siger Helene Hoffmann, som håber, at det kan bane vejen for, at flere med senfølger efter hjernerystelse kan vende hurtigere tilbage til arbejdet og en almindelig hverdag med familien.
Fakta
Cervello blev startet i 2021 i Trekroner, Roskilde.
Formålet er at hjælpe mennesker med en skade på hjernen hurtigere og bedre tilbage til fællesskabet. Det kan være efter en hjerneblødning, blodprop i hjernen, hjernerystelse mv.
I dag har virksomheden knap 50 ansatte bl.a. neuropsykologer, ergoterapeuter, fysioterapeuter, neuropædagoger og audiologopæder.
Cervello har for nylig startet en ny neuroklinik i Nordsjælland, og overvejer også at udvide til Jylland. På sigt er målet også at udvide til nabolandene, hvor behovet også er stort.
Læs mere på cervello.dk.