Høringssvar til forslag til lov om ændring af lov om socialtilsyn
Dansk Industri - og Dansk Sundhed og Velfærd, der er en del af DI - har indgivet høringssvar vedr. forslag til lov om ændring af lov om socialtilsyn og forskellige andre love. I høringssvaret påpeges blandt andet behovet for klare og gennemskuelige regler.
Læs høringssvaret her
Dansk Sundhed og Velfærd bakker op om regeringens indsats mod snyd og svigt på socialområdet. Samtidig opfordrer vi til klare og proportionale regler, der beskytter borgerne uden at ramme de mange velfungerende tilbud.
Når et barn, en ung eller en voksen oplever alvorlige svigt på et socialt tilbud, er det ikke blot en dårlig sag i systemet. Det handler om et menneske, som har haft brug for støtte, omsorg eller behandling, og som skal kunne stole på at få den rette hjælp.
Derfor er det både vigtigt og nødvendigt, at der bliver grebet konsekvent ind over for aktører, som misbruger systemet eller svigter borgerne. Dansk Sundhed og Velfærd bakker derfor overordnet op om regeringens lovforslag, der også omtales som ”Snyd og svigt-pakken”.
Det er samtidig afgørende, at de nye regler ikke rammer velfungerende sociale tilbud – uanset om de er offentlige, private eller selvejende. Konsekvenserne rammer nemlig ikke kun tilbuddene, men også de borgere, som er afhængige af deres hjælp.
Klare regler og proportionale sanktioner.
I vores høringssvar fremhæver vi blandt andet behovet for klare og gennemskuelige regler. Det skal være tydeligt, hvem der kan holdes ansvarlig, og hvad ansvaret omfatter. Sanktionerne skal desuden stå mål med den konkrete overtrædelse og bygge på saglige og ensartede kriterier.
Nye krav skal også indføres med blik for konsekvenserne for borgerne. Når brugen af ikke-godkendte tilbud udfases, skal der eksempelvis tages hensyn til kapaciteten på området. Ellers risikerer mennesker med behov for støtte at stå uden et passende tilbud.
Hvis myndighederne får adgang til flere oplysninger og nye kontrolredskaber, skal rammerne for anvendelsen samtidig være tydelige, proportionale og retssikre.
Målet er klart: Der skal slås hårdt og konsekvent ned på snyd og svigt. Men det skal ske på en måde, der beskytter borgerne, placerer ansvaret præcist og skaber klare rammer for de mange ordentlige tilbud, som hver dag løfter en vigtig opgave.