10.07.19 Nyheder

DAU-diplom til automationsteknolog

Hvert år uddeler Dansk Automationsselskab, DAU, et diplom til den automationsteknolog, der har opnået det højeste snit på automationsteknologuddannelsen på Københavns Erhvervsakademi – KEA. Ved dette års dimission den 28. juni blev DAU’s diplom overrakt til Jacob Ziegler.

Jacob var i praktik hos C&H System A/S i Næstved, hvor han også efterfølgende er blevet ansat. Jacob er ikke gået den lige vej til faget, for han skiftede for syv år siden et job som pædagog ud med elektrikerfaget, hvor han blev uddannet i 2016. Året efter startede han automationsteknologuddannelsen på KEA.

”Jeg har en svaghed for innovation og udviklingsarbejde mellem faggrupper. Det her med at kunne få lov at lave en styring og også udvikle og optimere anlæg, synes jeg er rigtig spændende. Jeg følte undervejs i uddannelsen, at jeg ikke kunne noget, og her bagefter synes jeg, at jeg kan en masse og ingenting på én gang,” fortæller Jacob Ziegler, og fortsætter: ”Automation er så stort et område, så det er umuligt at lære alt, men jeg føler mig rigtig godt klædt på til at være i stand til at lære det, der venter. Jeg glæder mig til at give mig i kast med produktionsdelen lige nu, og så må vi se, hvad der sker derefter.

DAU uddeler diplomet til en elev, der har gjort en særlig fremragende indsats, og foreningen vil med anerkendelsen sætte fokus på uddannelser inden for automationsområdet. ”Vi vil gerne sætte fokus på de mange faglige muligheder, der er inden for branchen. Dels så vi får flere til at søge uddannelserne og flere virksomheder til at skabe praktikpladser”, siger formand for DAU, Frank Faurholt.

Med DAU-diplomet vil vi gerne sætte fokus de mange faglige muligheder, der er inden for branchen. Dels så vi får flere til at søge uddannelserne og flere virksomheder til at skabe praktikpladser Formand for DAU, Frank Faurholt
Koordinator for automationsuddannelserne på KEA, Stine Harboe Petersen overrakte på vegne af DAU diplom og blomster til Jacob Ziegler. Projektvejleder i afgangsprojektet Torben Bertelsen ses til højre.

Koordinator for automationsuddannelserne på KEA, Stine Harboe Petersen overrakte på vegne af DAU diplom og blomster til Jacob Ziegler. Projektvejleder i afgangsprojektet Torben Bertelsen ses til højre.

Foto:DAU

Automationsteknologer i høj kurs

I lighed med stort set alle tekniske brancheområder kæmper virksomhederne om de bedste og dygtigste dimittender. Sådan er det også på Automationsteknologuddannelsen. Uddannelseschef Ole Richter på Københavns Erhvervsakademi ser lyst til jobmulighederne for de nyuddannede.

”Vi ved positivt, at Danmark om føje år vil stå med et massivt behov for uddannet arbejdskraft, og vi ved, at efterspørgslen er større end udbuddet. Til trods for et stigende optag kan vi slet ikke følge med efterspørgslen”, fortæller uddannelseschef Ole Richter på Københavns Erhvervsakademi, og fortsætter ”Vores dimittendledighed er på tæt på nul. Derfor er det naturligvis en fornøjelse igen i år at kunne sende 23 automationsteknologer ud til attraktive og vellønnede jobmuligheder. Det er mit indtryk at vores dimittender kan vælge og vrage ud fra egne ønsker og behov, fx. i internationalt forankrede virksomheder eller i mindre forsyningsvirksomheder til automationsbranchen.”   

Den 2-årige uddannelse til automationsteknolog kan læses fem steder i landet: UCN i Aalborg, Erhvervsakademi Dania i Randers, Erhvervsakademi Aarhus, UCL i Odense og Københavns Erhvervsakademi.

Vi ved positivt, at Danmark om føje år vil stå med et massivt behov for uddannet arbejdskraft, og vi ved, at efterspørgslen er større end udbuddet. Til trods for et stigende optag kan vi slet ikke følge med efterspørgslen Uddannelseschef, Ole Richter, Københavns Erhvervsakademi
Skrevet af:

Bent Outzen