Mød DAU's nye bestyrelsesleder Jesper Thomsen
Mød Jesper Thomsen, nytiltrådt bestyrelsesleder i DAU. Her fortæller han om sit arbejde med automation i Siemens, sit syn på branchens udvikling samt sin motivation for sit engagement som bestyrelsesleder i DAU.

Hvad er din rolle i Siemens?
Jeg er salgsdirektør for OEM-salg hos Siemens og har været en del af organisationen i 20 år, hvor jeg har haft funktioner som tekniker, produktansvarlig, og arbejdet med marketing. De seneste 10 år har jeg haft fokus på salg, min erfaring favner bredt både teknisk og kommercielt. Jeg sidder i Digital Industries-divisionen, som har fokus udelukkende på automation.
Hvordan arbejder I med automation i Siemens?
Siemens Digital Industries har et globalt sigte, og vi udvikler hardware og software i egne kompetencecentre. Vores produktportefølje er udviklet til det internationale marked, og vi tilbyder alt fra hardware med operativsystem til egne programmeringsplatforme. Det muliggør, at vores kunder kan bygge applikationer, der matcher deres produktion og forretningsmodel. Vi satser i stigende grad på at transformere virksomheden fra hardware til software. Software fylder en del, men klassisk automation udgør stadig en stor del af vores forretning, og vi arbejder konstant på at levere komplette løsninger til industrien.
Hvilke udviklingstræk ser du præge automationsbranchen lige nu, og hvilken rolle kan DAU spille i denne udvikling?
Branchen befinder sig midt i en digital transformation, hvor IoT, edge computing og digitale tvillinger får stadig større betydning. På forretningssiden handler udviklingen også om håndteringen af mangel på arbejdskraft, bæredygtighed og styrket cyber-sikkerhed. Det er emner, der optager hele automationsområdet og stiller krav til både innovation og samarbejde. Her har DAU, efter min mening, en væsentlig opgave: At bringe branchen sammen på tværs, både leverandører og kunder for at dele erfaringer og synspunkter, og diskutere løsninger på de strategiske udfordringer, vi står overfor. Jeg oplever, at de diskussioner, vi har i DAU, skaber værdi, fordi de bygger på mange vinkler og konkret erfaring.
Hvordan ser du rollen som bestyrelsesleder i DAU i forhold til at sætte retning for foreningens arbejde?
Meget af det DAU har gjort gennem årene virker fortsat rigtig godt, men der er aktuelle udfordringer, der kræver opmærksomhed. Pandemien har ændret, hvordan branchen mødes om videndeling, og det er nu sværere at engagere folk i fysiske konferencer. Jeg ser det som bestyrelsens opgave - og min egen - at sikre, at foreningen hele tiden udvikler sig og fastholder sin relevans. Der skal gøres en indsats for at identificere de emner og formater, der vil engagere og tiltrække bredden i automationsmiljøet. Det motiverer mig at arbejde for, at DAU er moderne og tidssvarende både i indhold og form.
Hvad motiverer dig personligt i arbejdet med DAU’s bestyrelse, og hvordan håber du at gøre en forskel?
Jeg motiveres af at bringe mennesker sammen og se, hvordan forskellige kompetencer og baggrunde mødes. Jeg elsker at arbejde med mennesker, og det har altid tiltalt mig at se konkrete resultater af samarbejde og videndeling. Som bestyrelsesleder ser jeg det som vigtigt at løfte diskussionerne og udvikle et forum, hvor medlemmerne får ny inspiration, uanset om de kommer fra den tekniske eller forretningsmæssige side af automation. Jeg håber, at jeg kan være med til at styrke foreningens relevans og hjælpe med at sikre, at vi hele tiden følger branchens udvikling.
Hvad får dig til at anbefale andre at deltage i DAU’s konferencer?
Konferencerne er et vigtigt samlingspunkt for branchen. Det giver stor værdi at møde andre, som arbejder med lignende problemstillinger og udveksle erfaringer på tværs. For mig handler det om at blive inspireret af, hvordan andre har løst konkrete udfordringer. DAU’s formål er lykkedes, når deltagerne får nye perspektiver og inspiration, som de kan reflektere over og anvende i udviklingen af deres egne løsninger og arbejdsprocesser.
Tak til Jesper for at deltage i interviewet.