01.11.24 DFL Nyheder

Nyt på Miljøstyrelsens hjemmeside om CLP

Miljøstyrelsen har opdateret deres hjemmeside med informationer, der skal give virksomhederne et overblik over betydningen af de kommende reviderede CLP-regler.

Hjemmeside-opdateringen faldt sammen med, at Miljøstyrelsen holdt et informationsmøde om reglerne, som f.eks. de væsentlige ændringer, der kommer til etiket-formater og folde-ud etiketter, krav til stoffer med flere bestanddele (MOCS) og undtagelser fra disse og krav i forbindelse med reklame.

På mødet var der særlig interesse for den kommende stramning om reklame for fareklassificerede produkter. Fremadrettet vil al reklame for fareklassificerede produkter skulle følges af oplysninger om produktets faremærkning. Reklame i denne forbindelse er f.eks. dagbladsannoncer, tilbudsaviser, produktkataloger, in-store-materialer mm.

Tidligere har dette kun været et krav ved on-line salg, hvor produktet kunne købes uden at kunden så at sige fik produktet i hænderne før købet.

Interesserede kan se mere i Miljøstyrelsens præsentation fra mødet her.

Se også Miljøstyrelsen ny informationsside clpupdate.dk om de kommende regler.

Bemærk, CLP-revisionen er endelig vedtaget, men endnu ikke offentliggjort. Det betyder, at den konkrete ikrafttrædelsesdato og datoerne for de forskellige overgangsordninger endnu ikke kendes.

Skrevet af:

Anette Harbo Dahl