Europas lim- og fugemasseindustri samlet i spanske San Sebastian
Mere end 700 deltagere og 45 udstillere var samlet, da FEICA afviklede generalforsamling samt sin årlige konference og EXPO i San Sebastian den 10. – 12. september.
I DFL glæder vi os over, at vicebestyrelsesleder Lars Christensen, CEO Dana Lim, på generalforsamlingen blev genvalgt til FEICA Board of Directors. Repræsentationen i FEICAs Board er af stor betydning for kommunikation med og indflydelse i FEICA.
Med årets konference og EXPO satte FEICA endnu en gang rammerne for dialog og samarbejde blandt industriens aktører. Konferencens tema, ”Boosting a Competitive Industry – Innovation and Sustainability for a Stronger Europe”, blev omsat til praksis gennem oplæg, udstillinger og debatter om nye teknologier og bæredygtige løsninger, der styrker industrien.
Konferencen satte blandt andet fokus på, hvordan Europas position påvirkes af de globale markedsforandringer. I Business Forum understregede keynote-speakerne betydningen af at bevare og styrke konkurrenceevnen hos europæiske virksomheder, hvor den innovative kapacitet er helt central. Deltagerne fik samtidig gode muligheder for at udveksle erfaringer om aktuelle markedstendenser og engagere sig i dialog om fælles udfordringer, der kan få indflydelse på branchens udvikling i de kommende år.
Med et stigende deltagerantal år for år styrker FEICA-konferencen sin relevans som brancheforum. - Og allerede nu ser vi frem mod næste års konference, der afholdes i London fra 16. til 18. september 2026, endda med FEICA som vært for den globale ”World Adhesive & Sealant Conference” (WAC).