Kommissionsforslag til Miljø-omnibus
Kommissionen præsenterede deres forslag til en miljø-omnibus den 10. december. Rådet og Parlamentet skal nu arbejde på deres holdning til forslaget, hvorefter trilog-forhandlingerne kan gå igang. Forenklinger om bl.a. EPR er i spil.
Kommissionen præsenterede deres forslag til en miljø-omnibus den 10. december. Det er en omfattende pakke bestående af seks forskellige forslag, hvoraf kun nogle er direkte relevante for vores branche.
Et konkret punkt er, at Kommissionen foreslår at ændre affaldsrammedirektivet for helt at ophæve SCIP-databasen.
Derudover fremgår flere konkrete forenklinger vedrørende det udvidet producentansvar (EPR), herunder for emballage. For eksempel foreslås det at gøre det frivilligt for producenter at udpege en bemyndiget repræsentant i de lande, hvor de sælger produkter, men ikke er etableret. Vedrørende reduktion af rapporteringsbyrden, er der lagt op til at reducere omfanget og hyppigheden af rapporteringen for producenter om produkter, der bringes på markedet. Det foreslås, at rapporteringen maksimalt vil kunne kræves én gang om året.
Det lægges videre op til mere harmonisering og digitalisering af EPR-ordninger, men først under den kommende "Circular Economy Act"; der forventes at komme i 3. kvartal 2026. Denne lov forventes at inkludere mulighed for en digital one-stop-shop for information, registrering og rapportering samt forenkling for producenter uden for EU ("third country producers").
Virksomheder omfattet af Industrial Emission Directive (IED) vil få lettelser i forhold til de lovpligtige miljøledelsessystemer (EMS), bl.a. forslås mulighed for fælles EMS for flere anlæg (i samme medlemsstat), forenkling af krav til indholdet af EMS, fristforlængelse for implementering (3 år) og fjernelse af revisionskrav (da dette allerede håndteres i internationale standarder (fx EMAS og ISO 14001), som mange virksomheder i forvejen anvender).
Der ligger naturligvis flere ting i de store pakke end nævnt her og ifølge Kommissionen afspejler forslagene de bidrag, der kom fra interessenter efter sommerens "call of evidence", hvor flere end 190.000 deltog.
Men ellers er processen nu, at Miljøomnibussen med de 6 forslag overgives til medlovgiverne (Rådet og Parlamentet), der skal arbejde på deres holdning til Kommissionens forslag, hvorefter trilog-processen kan gennemføres og et endeligt forslag vedtages.
Hele pakken kan findes her, men Kommissionens pressemeddelelse kan ses her