29.09.26 • DFL • Nyheder

WAC2026 samlede den globale lim- og fugemasseindustri i London

Mere end 900 deltagere fra 40 lande mødtes den 16.-18. september i London til WAC2026 – World Adhesive & Sealant Conference and EXPO. Konferencen, der i år erstattede FEICAs sædvanlige europæiske årskonference, satte med temaet Reinventing the Future fokus på branchens fremtid, robusthed og innovation.

Fra DFL var vicebestyrelsesleder Lars Christensen og sekretariatsleder Charlotte Frimer Petersen med under tre dages fuldt program med faglige indlæg, netværk og udstilling.

Konferencens tema gik igen i både plenumspor og tekniske sessioner. På konferencens første dag var fokus på fremtidssikret ledelse og de valg, virksomheder skal træffe i en tid med hurtige forandringer, teknologisk udvikling og skærpede reguleringskrav. 

Særligt konferencens tredje plenumspor, Future-Proof Agility, var interessant. Her satte Mark Dorn, Executive Vice President i Henkel Adhesive Technologies, og keynote-speaker Terence Mauri fokus på, hvordan virksomheder kan håndtere konstante forandringer og usikkerhed. Mark Dorn fremhævede blandt andet betydningen af bæredygtighed, cirkularitet og dataøkosystemer i materialeforskningen. Terence Mauri udfordrede deltagerne til at se usikkerhed som en mulighed frem for en barriere og til at omsætte langsigtede megatrends til konkrete handlinger. Begge oplæg understregede behovet for nytænkning om ledelse, risikovillighed og vækst. 

Programmet bød endvidere på markedsopdateringer fra Europa, Storbritannien, Nordamerika og Asien og de mere tekniske sessioner, som der i år var særligt mange af, viste den store udvikling i branchen med emner som nye råvarer og additiver, hotmelt-teknologi, emballage, cirkularitet og mindre brug af fossile råvarer.

Digitalisering og kunstig intelligens var også i fokus. Her handlede det blandt andet om, hvordan data og AI kan styrke produktudvikling, kvalitetskontrol og arbejdet med formuleringer.

FEICAs konference giver hvert år et rigtig godt indblik i branchens aktuelle udfordringer og muligheder samtidig med, at deltagerne har rig mulighed for at netværke på tværs af virksomheder og nationale foreninger. På den måde rejser vi derfra med både ny viden og gode relationer. 

 

Relateret indhold