Fra gammelt rådhus til grøn bydel med sjæl og fællesskab
Hvor andre ville have revet ned, valgte Ikano Bolig at bygge videre med klima, bæredygtighed og naboskab for øje.
Da administrerende direktør i Ikano Bolig, René Brandt, første gang så på det tidligere rådhus i Høje Taastrup fra 1980, var nedrivning den forudsætning der var i udbudsmaterialet . Men jo tættere teamet kom på bygningen, desto tydeligere stod det: Her var noget værd at bevare. Med sine solide betonkonstruktioner, genbrugspotentiale og centrale beliggenhed bad det gamle rådhus næsten selv om en chance mere.
I stedet for at rive ned besluttede Ikano Bolig sammen med Høje Taastrup kommune at udarbejde en ny lokalplan som gav mulighed for at transformere rådhuset og de omkringliggende arealer til ca. 200 lejligheder, 125 rækkehuse, en dagligvarebutik og et bydelshus i den tidligere varmecentral. Visionen er at skabe et område, hvor bæredygtighed, livskvalitet og fællesskab går hånd i hånd – og hvor fortiden bliver en aktiv del af fremtiden
Transformation som klimahandling
Ikano Bolig og moderselskabet kano Bostad arbejder målrettet mod at reducere koncernens klimaaftryk med 50 % i 2030. Transformation, cirkulær økonomi, biobaserede løsninger og energieffektiviseringer er blandt de vigtigste redskaber.
”Det gamle rådhus er et lysende eksempel på, hvordan vi i ejendomsbranchen kan bidrage til den grønne omstilling. Ved at bevare store dele af rådhusets konstruktion – herunder beton, tegl og stål – forventer vi at spare mellem 50 og 70 % CO₂ sammenlignet med nybyggeri. Alene i de eksisterende konstruktioner fik vi et tidligt estimat på en besparelse på omkring 7.500 tons CO₂,” forklarer René Brandt.
Ved afslutningen af projektet vil der blive udarbejdet en samlet opgørelse, der viser, hvor meget CO₂ der reelt er sparet.
Genanvendelsen rækker langt. Kælderarealer og teknikhuse indgår i den nye bebyggelse, mens materialer fra nedtagning vurderes med henblik på genbrug. Selv gamle belægninger og vejopbygninger tænkes ind i en cirkulær tilgang.
Et fællesskab i grønne rammer
Det handler dog ikke kun om materialer og klima. Transformationen skaber også rammer for et stærkt og åbent fællesskab. Ikano Bolig har derfor lagt vægt på at udvikle fællesarealer, bydelshus, café og grønne mødesteder, der inviterer både beboere og naboer indenfor. Visionen er et mangfoldigt fællesskab, hvor familier og seniorer kan trives side om side – et boligområde, der afspejler Høje Taastrups bredde og styrker sammenhængskraften.
”Med erfaringer fra tidligere projekter arbejder vi målrettet med et nærværskoncept, hvor arkitekturen og omgivelserne fremmer fællesskab og naboskab. Vores naboskabsundersøgelser har vist, at netop grønne opholdszoner, sociale mødesteder og trygge rammer er afgørende for livskvaliteten – og det bliver tænkt ind fra starten,” forklarer René Brandt
Lokal forankring og politisk opbakning
Den tætte dialog med Høje-Taastrup Kommune har været en hjørnesten i projektet. I samarbejdet har parterne skabt en ny lokalplan og en fælles retning, der understøtter ønsket om at bevare bygningen og udvikle området med blik for både klima, kultur og lokalsamfund.
Samarbejdet med kommunen har været helt afgørende for projektet, og den fælles vision har givet projektet både retning og rodfæste. Derfor lyder der også et klart råd fra René Brandt til andre bygherrer og beslutningstagere: “Tænk visionært – og tænk det tidligt. Fremtidens byggeri kræver ansvarlighed, mod og fleksibilitet. Og ikke mindst partnerskaber, der tør se muligheder i det eksisterende,” afslutter han.
Med disse medlemsportrætter giver DI Ejendom ordet til vores medlemmer, som deler deres erfaringer, visioner og valg i arbejdet med at udvikle nye byrum, hjem og arbejdspladser. Fortællingerne afspejler medlemmernes egne perspektiver og ambitioner, særligt i forhold til grøn omstilling, styrkelse af lokale fællesskaber og samfundsøkonomi. Formatet giver et indblik i de muligheder, initiativer og udfordringer, som virksomhederne selv oplever.
Fakta om projektet
Energieffektivitet og byggeri
- Projektet sigter efter Svanemærket byggeri.
- Transformationsdelen skal som minimum opnå renoveringsklasse 2.
- Den nybyggede del skal have et 10% bedre energiforbrug.
- Der arbejdes med løsninger inden for fjernvarme, ventilation, solceller og efterisolering af klimaskærmen.
- Eksisterende solceller undersøges for genbrug, og der findes nye løsninger, der balancerer energiforbrug, effektivitet og vedligehold.
Klimahensyn og CO₂-aftryk
- Der gennemføres variantanalyser af bygningsdele for at vurdere klimapåvirkning, anlægsøkonomi og drift.
- Fokus på genbrug og genanvendelse af eksisterende konstruktioner og materialer.
- Muligheder for at anvende biogene materialer undersøges.