Danmarks højeste træhus viser vejen mod en grønnere fremtid
Med sit innovative og bæredygtige byggeri skaber TRÆ et hjem for virksomheder, der tager ansvar for klimaet
I Aarhus’ Sydhavnskvarter rejser TRÆ sig som Danmarks højeste træhus: et 20-etagers kontortårn flankeret af to mindre bygninger på seks etager. Byggeriet består primært af træ, men også genbrug af materialer spiller en central rolle. Vinduerne er sammensat af termoruder, der ellers skulle kasseres, gamle aluminiumstagplader er blevet til facadeplader, og selv beplantningen består af træer, der ellers stod til fældning i Aarhus-området.
Vil skubbe grænser
Bag træhuset står PFA, der allerede investerer i cirkulær økonomi, havvindmølleparker, solceller og innovativt byggeri – og samtidig arbejder målrettet på at nedbringe klimaaftrykket i sin egen ejendomsportefølje. De høje ambitioner er fra starten blevet bakket op af stærke samarbejdspartnere som Aarhus Kommunes Klimafond og Realdania.
Med TRÆ har vi i PFA forsøgt at skubbe på grænserne for, hvor langt man kan tage genbrug, upcycling og CO2-reduktioner i et byggeri. Det er der kommet et anderledes, vildt og nytænkende byggeri ud af. Jeg mener, at TRÆ er en krystalkugle, der giver os et indblik i, hvordan byggeriet vil se ud i fremtiden Peter Morgan, ejendomschef i PFA
Han fortsætter: ”Vi står midt i en klima- og biodiversitetskrise, og byggeriet er med sit store ressourceforbrug og massive CO2-udledninger afgørende i forhold til en mere bæredygtig fremtid. Som en af Danmarks største ejendomsinvestorer stiller vi konstant spørgsmål til, hvordan vi kan bygge mere bæredygtigt, og mange af svarene kan findes i TRÆ.”
At blive klogere og dele erfaringer med branchen har derfor også været en prioritet gennem hele projektet – både via rundvisninger på byggepladsen for tusindvis af interesserede i og uden for branchen og gennem konkret videndeling. Derfor har teamet bag TRÆ også valgt at dele deres erfaringer fra byggeriet i en rapport, som kan inspirere fremtidens byggeprojekter.
Lejere med fokus på bæredygtighed
TRÆ er kontorhus på Sydhavnen i Århus, der kan huse op til 600-800 brugere – og det er ikke tilfældigt, hvilke der vælger TRÆ til som deres arbejdsplads. For de virksomheder, der flytter ind, er TRÆ nemlig mere end et kontorhus. Bygningen signalerer klimaansvar og innovation, og det er værdier, som mange virksomheder gerne vil forbindes med – og og samtidig kan det være et aktiv i rekrutteringen af medarbejdere, der har en stærk holdning til virksomhedens bæredygtighedsprofil. Det gælder også for virksomheden Vipps MobilePay.
”Hos Vipps MobilePay ønsker vi aktivt at bidrage til en mere bæredygtig samfundsudvikling. Valget af TRÆ som vores nye hjem i Aarhus var derfor oplagt – både fordi bygningen sætter nye standarder for bæredygtighed, og fordi miljøet inspirerer til innovation og kreativitet. De bæredygtige rammer skaber trivsel og gør vi kan fastholde og tiltrækker de dygtigste medarbejdere – helt i tråd med vores værdier og ambitioner.",” fortæller Rune Birkemose Jakobsen, Head of Engineering and Customer Service .
TRÆ er udvalgt som medlemscase, da projektet står som et fyrtårn for bæredygtigt og innovativt byggeri og demonstrerer ejendomsbranchens grønne samfundsbidrag.
Om TRÆ
Træ er tegnet af Lendager Arkitekter og er udviklet i samarbejde med Kilden & Hindbo og Aarhus Kommune. Ingeniør: Artelia. Byggeriet blev igangsat oktober 2021 og aflevereret november 2024. Der er plads til 6-800 brugere afhængig af lejemålsindretning.
TRÆ består af 3 bygninger, en høj bygning på 20 etager og 2 mindre på 6 etager. Den højeste bygning er i alt 78 meter og samlede etageareal er ca. 14.850 m2
Træ er det primære materiale i de bærende konstruktioner, suppleret af beton og stål, hvor brand- og sikkerhedskrav gør det nødvendigt
Fjernvarme, solceller, passiv solafskærmning for at mindske kølebehov. Bygningen styres primært via CTS-system.
CO₂-besparelsen på TRÆ er 26% i forhold til traditionelt byggeri.
Der er anvendt 1.827 ton træ, heraf 179 ton genanvendt træ i projektet.
Bliv klogere på byggeriet og se bl.a. LCA beregninger her. trae-vidensdeling.pdf
Genbrugte materialer
Trægulve er lavet af affald fra gulv- og vinduesproduktion, hvor kasserede stykker er sammensat til et trægulv, hvor man accepterer kosmetiske fejl.
Træpaneler er affaldsprodukt fra gulvproduktion.
Akustiklofter er af genbrugsplast (PET plastikflasker).
Lamper er kasserede lamper fra Netto butikker, der er upcyclede med ny LED-lyskilder.
Vinduespartier i nordvendte stueplan er sammenstykket af fejlproducerede/kasserede termoruder.
Facadeplader er gamle genbrugte aluminiums-tagplader fra en boligforening og vandskadede aluminiumsplader fra en postkasseproduktion.
Belægningssten i landskabet omkring TRÆ er genbrugssten.
Beplantning er delvis ”adoptiv træer” (træer der skulle fældes i nærområdet).
Glaspartier i udvalgte mødelokaler er lavet er genbrugte termovinduer.
Udskårne vindmøllervinger bruges som solskærme.