Energimærket rammer forbi: Kun én ud af ti storforbrugere identificeres korrekt
Det viser ny analyse fra DI Ejendom og Legacy.
Analysen dokumenterer et alvorligt designproblem i grundlaget for den kommende danske implementering af EU's bygningsdirektiv. Energimærket er misvisende, utilstrækkeligt som styringsredskab - og risikerer at sætte bøder på de forkerte bygninger og tvinge unødvendige renoveringer igennem, der hverken gavner den grønne omstilling eller samfundsøkonomien.
Energimærkeordningen vil de kommende år spille en helt central rolle i renoveringen af Danmarks bygningsmasse. Med implementeringen af EU's bygningsdirektiv (EPBD) er energimærket ikke længere et vejledende pejlemærke — fra den 29. maj bliver det et hårdt styringsredskab med direkte konsekvenser for ejere af fast ejendom i form af bøder og tvungne renoveringskrav.
Men en ny analyse, udarbejdet af DI Ejendom og ejendomsteknologifirmaet Legacy på baggrund af data fra 94.724 danske erhvervsbygninger, afslører et grundlæggende problem: Der er markante uoverensstemmelser mellem energimærkets teoretiske vurderinger og bygningernes faktiske, målte energiforbrug. Et "performance gap", der bør give anledning til seriøs politisk opmærksomhed, inden MEPS-lovgivningen implementeres i Danmark.
Nøglefund
Kun 10,8 pct. af de reelle storforbrugere identificeres
Ud af 16.018 erhvervsbygninger med det højeste målte energiforbrug har blot 1.737 et dårligt energimærke (E, F eller G). De øvrige storforbrugere vil under den nuværende model gå fri af renoveringskrav — på trods af et dokumenteret højt forbrug.
Over 14.000 bygninger med godt mærke overskrider 2030-tærsklen
16,7 pct. af bygninger med et godt energimærke (A–D) forbruger i praksis mere end 2030-tærsklen på 190 kWh/m². Det svarer til over 14.000 erhvervsbygninger, der vil undgå krav, selvom de reelt er blandt de største energiforbrugere.
Detailsektoren er hårdest ramt
I detailhandlen er problemet særligt udtalt: Næsten én ud af tre bygninger med et godt energimærke er i praksis storforbrugere.
Beregningsmodellen er grundproblemet
Afvigelserne skyldes den beregningsmodel (Be18/Be26), som energimærket baserer sig på. Modellen anvender standardiserede antagelser, der kan afvige 50–100 pct. fra de faktiske forhold i erhvervsbygninger — og tager hverken højde for, hvordan en bygning faktisk bruges, eller hvor meget energi virksomhederne forbruger i deres daglige drift.
Konsekvensen: Fejlinvesteringer og forfejlet klimaindsats
Når energimærket bruges som eneste grundlag for bøder og tvungne renoveringer, risikerer vi en systematisk fejlallokering af investeringer. Renoveringsindsatsen vil ikke føre til de forventede energibesparelser — og i værste fald vil den føre til renoveringer, der er direkte skadelige for klimaet: byggematerialer forbruges uden reel energigevinst, mens bygninger, der faktisk burde renoveres, går fri, fordi de på papiret ser bedre ud, end de er.
Direktivet stiller krav om, at de mindst energieffektive bygninger renoveres op til tærskelværdier på 190 kWh/m² i 2030 og 168 kWh/m² i 2033. Men uden et retvisende målingsgrundlag risikerer disse krav blot at ramme de forkerte bygninger.
Hertil kommer, at bygningsdirektivet åbner for en tæt kobling til EU-taksonomien for bæredygtige investeringer. Banker og investorer efterspørger i stigende grad retvisende dokumentation — og det stiller nye krav til, at energimærket afspejler virkelighedens data og på sigt også indeholder livscyklusanalyser og CO₂-aftryk.
Vi kan ikke indføre bindende renoveringskrav baseret på et mærkningssystem, der ikke måler det, det påstår at måle. Analysen viser med al tydelighed, at energimærket er et utilstrækkeligt redskab til at identificere de bygninger, der faktisk belaster energisystemet mest. Danmark bør bruge muligheden i EPBD til at supplere med faktiske målerdata. — Helle Juhler-Verdoner, branchechef, DI Ejendom
Analysen bekræfter det, vi ser i praksis: Bygninger med gode energimærker kan være massive energiforbrugere, når man måler det faktiske forbrug. Hvis vi skal have en reel grøn omstilling af bygningsbestanden, er vi nødt til at basere krav og incitamenter på virkeligheden — ikke på modeller kalibreret til standardbetingelser, der sjældent eksisterer. — Magnus Nørbo, CEO, Legacy
DI Ejendoms opfordring til regeringen
EPBD-direktivets artikel 9, stk. 1, åbner eksplicit for, at medlemsstaterne kan anvende andre tilgængelige midler end energimærket til at identificere de dårligst præsterende bygninger. DI Ejendom opfordrer den danske regering til at:
- Udnytte EU-direktivets åbning og supplere energimærket med faktiske målerdata som grundlag for MEPS-implementeringen
- Sikre et retvisende energimærke, der på sigt også afspejler klimaaftryk og indgår i en intelligent, datadrevet model, hvor både OIS-data og bygningsdata indgår i vurderingen
- Igangsætte en uafhængig vurdering af Be18/Be26-modellens præcision for erhvervsbygninger
- Tage særligt højde for detailsektoren, hvor afvigelsen mellem mærke og virkelighed er størst
- Sammentænke bygningsregulering og EU's taksonomi, så finansielle incitamenter understøtter de nødvendige omstillinger
Om analysen
Analysen er udarbejdet af Legacy og DI Ejendom og bygger på samkøring af energimærkedata med faktiske målte forbrugsdata for 94.724 danske erhvervsbygninger. Rapporten kan tilgås på: https://2em818.share-eu1.hsforms.com/2wTqAcXPORW-fnEFZCycvBQ
Kontakt
DI Ejendom
Helle Juhler-Verdoner, branchechef
Tlf.: +45 2646 4383 | hejv@di.dk
Legacy
Magnus Nørbo, CEO
Tlf.: +45 4247 4945 | magnus@legacyco2.com
_________________________________________________________________________________
Om DI Ejendom
DI Ejendom er Dansk Industris brancheorganisation for ejendomsvirksomheder og repræsenterer ejendomsejere, -udviklere og -forvaltere med fokus på fornuftige rammevilkår for den danske ejendomssektor.
Om Legacy
Legacy er en dansk teknologivirksomhed, der hjælper ejendomsinvestorer og banker med analyser og indsigter til at imødekomme klima-, energi- og regulatoriske risici — med konkrete omstillingsplaner for den enkelte ejendom.