Klumme | Når ejerformer fastlåses, risikerer vi færre boliger – ikke flere
Der mangler boliger i de største byer, og der bliver ikke bygget nok. Alligevel handler den politiske debat i stigende grad om, hvilken type boliger der bygges frem for hvor mange, skriver DI Ejendom.
Den nye minister for by, land og transport, Signe Munk, skal i gang med at implementere en aftale fra før valget og et regeringsgrundlag, der giver kommunerne mulighed for at kræve ejerboliger i lokalplaner. DI Ejendom opfordrer regeringen til at fokusere på virkemidler, der sikrer, at der bliver bygget flere boliger.
Regeringen har høje ambitioner for den fremtidige boligudvikling i hovedstaden. Det er positivt, og lysten til mere politisk styring er forståelig. Men vi ser en risiko for, at de nye krav kan gøre problemet værre, fordi de kan bremse det, der er mest brug for: flere boliger. Regeringen vil give kommuner mulighed for at stille krav om op til 25 pct. ejerboliger i nye områder – oven i den eksisterende mulighed for at stille krav om 25 pct. almene boliger. Samtidig lægges der op til, at København og Frederiksberg kan fastlægge helt op til 40 pct. almene boliger og 40 pct. ejerboliger i lokalplaner – hvis der samtidig indgås en aftale om hurtigere lokalplans og byggesagsprocesser.
Ambitionen om en blandet by er der bred opbakning til – også i ejendomsbranchen. Spørgsmålet er, om fastlåste ejerformer i lokalplaner er et værktøj, der vil sikre netop dette.
Værn om fleksibiliteten på boligmarkedet
En analyse fra DI Ejendom og datavirksomheden Resights viser, at private udlejningsboliger i disse år i vid udstrækning frasælges som ejerboliger. De høje ejerboligpriser har gjort det attraktivt at omdanne lejeboliger til ejerboliger, og alene i 2025 blev over 1400 lejeboliger i København og omegn solgt som ejerboliger, heraf lidt over 1000 i København og Frederiksberg Kommuner. Til sammenligning blev der samme år solgt under 400 nyopførte ejerboliger.
Det er altså tydeligt, at boligmarkedets egen dynamik er med til at øge andelen af ejerboliger i de største byer – uden yderligere politiske krav. Samtidig er det begrænset, hvor meget nybyggeri kan flytte den samlede boligsammensætning. Over tid kan udlejningsejendomme blive til andels- eller ejerboliger, og udviklingen går sjældent den modsatte vej. Men de regulatoriske og finansielle rammer – sammen med timingen – er afgørende for, om det samlet set resulterer i flere boliger.
Fastlåsning øger den økonomiske risiko
I DI Ejendom har vi været tydelige om konsekvenserne af indgrebet. Den økonomiske risiko stiger markant for bygherrer, når arealer bliver bundet af et krav til ejerforholdet. Når det kan tage op mod 10 år at få lokalplaner, godkendelser og byggeri på plads, er det en stor risiko at binde sig til én bestemt anvendelse. Denne risiko resulterer i højere finansieringsomkostninger. I en tid med allerede høje finansielle krav og risici kan flere bindinger betyde, at færre boligprojekter bliver til noget. Det giver færre nye boliger og svækker den blandede by.
Det handler altså om at få sat gang i byggeriet af alle slags boliger. Ejendomsbranchen er- og vil være en del af løsningen, men det kræver de rammer, der giver plads til, at boliger kan skifte ejerform over tid. Finansieringen af både almene og andelsboliger halter, og det private boligbyggeri er presset af usikkerhed både ift. regulering og finansiering.
Skal vi løse boligudfordringen i de største byer, kræver det, at vi får skabt hurtigere processer og bedre finansielle rammer – for alle boligtyper. Derfor bør fokus være på at fjerne barrierer og skabe rammer, der faktisk fører til, at der bliver bygget mere.
Klummen blev bragt i altinget den 6. juli 2026