Arbejdsgruppe skal skabe fair regler for fremtidens parkering
Bilisterne ønsker digitale parkeringsløsninger. DI Ejendom foreslår et fælles kodeks og en arbejdsgruppe, der kan skabe klare regler.
Et stort flertal af de bilister, der bruger parkering med nummerpladegenkendelse (ANPR), foretrækker løsningen frem for traditionelle parkeringsformer. Det viser en ny analyse, som Silverlining Research har gennemført for Dansk Industris arbejdsgruppe om parkering.
Samtidig er spørgsmålet om digitale parkeringsløsninger rykket højt op på den politiske dagsorden. Det blev understreget ved høringen om Fair Parkering på Christiansborg den 3. september, hvor både forbrugerbeskyttelse, digitalisering og behovet for klare regler var til debat.
For DI Ejendom peger analysen og høringen i samme retning: Bilisterne ønsker digitale løsninger, men også gennemsigtighed og tryghed.
"Analysen viser, at bilisterne ikke efterspørger et forbud mod nummerpladegenkendelse. De efterspørger gennemsigtighed, tydelig information og tryghed. Derfor bør fokus være på klare spilleregler og bedre forbrugerbeskyttelse frem for at afvikle digitale løsninger, som et stort flertal af brugerne oplever som en fordel," siger Helle Juhler-Verdoner, branchechef i DI Ejendom.
Høringen pegede på behovet for en fælles løsning
Høringen om Fair Parkering var arrangeret af Fairparkering og Poul Madsen i samarbejde med Socialdemokratiets Thomas Monberg. Her pegede Forbrugerombudsmand Torben Jensen på behovet for klarere regler på parkeringsområdet og fremhævede en arbejdsgruppe med deltagelse af myndigheder og relevante aktører som en mulig vej frem. Det er en løsning, som DI Ejendom gennem længere tid har arbejdet for og allerede har drøftet med både den tidligere og den nuværende transportminister.
Helle Juhler-Verdoner deltog i høringen og rejste blandt andet spørgsmålet om brugen af nummerpladegenkendelse. I den forbindelse slog Poul Madsen fast, at Fairparkering ikke er modstander af ANPR i forbindelse med betalingsopkrævning. Thomas Monberg understregede samtidig, at han ikke vil stemme for Fairparkerings borgerforslag, men i stedet vil arbejde for at finde løsninger på parkeringsområdet, som kan gennemføres inden for denne regeringsperiode.
For Helle Juhler-Verdoner bekræftede diskussionerne på høringen, at der er et fælles ønske om at finde løsninger på udfordringerne uden at afskrive teknologien.
"Det var positivt at opleve en bred anerkendelse af, at der er behov for bedre og mere gennemsigtige rammer på parkeringsområdet. Derfor bør næste skridt være at samle de relevante aktører om et fælles kodeks, der kan styrke tilliden til området," siger Helle Juhler-Verdoner.
DI Ejendom foreslår arbejdsgruppe og branchekodeks
På baggrund af analysen og dialogen på høringen opfordrer DI Ejendom transportminister Signe Munk til at nedsætte en bred arbejdsgruppe med deltagelse af blandt andre boligorganisationer, forbrugerrepræsentanter, grundejere, parkeringsoperatører og myndigheder.
Arbejdsgruppen skal udarbejde et fælles branchekodeks, som skal være en forudsætning for at anvende ANPR-teknologi til drift af parkeringsanlæg.
Kodekset skal blandt andet adressere krav til skiltning, information til bilister, klagemuligheder, karenstid og god praksis for brugen af teknologien.
"Vi mener, at ubehagelige overraskelser i form af uventede kontrolafgifter og opkrævninger skal løses med bedre rammer, større gennemsigtighed og klare spilleregler. Ikke ved at afvikle digitale løsninger, som 75 procent af de bilister, der bruger nummerpladegenkendelse, foretrækker," siger Helle Juhler-Verdoner.
Bilisterne er positive over for ANPR
75 procent af de bilister, der bruger ANPR-anlæg, foretrækker løsningen frem for manuel parkeringskontrol. Blandt danske bilister generelt foretrækker 53 procent kameraparkering, mens 21 procent foretrækker manuel parkeringskontrol.
Samtidig svarer 84 procent af brugerne af ANPR-anlæg, at de er tilfredse med løsningen, og 91 procent føler sig trygge ved at benytte den.
Bilisterne fremhæver især hurtigere ind- og udkørsel, nemmere betaling og det forhold, at de slipper for at bruge billet og p-skive.
Begrænsninger kan få konsekvenser
Ifølge DI Ejendom risikerer et forbud mod eller væsentlige begrænsninger af ANPR at gøre parkering både dyrere og mere ressourcekrævende.
Digitale løsninger kan reducere behovet for personaletunge løsninger og gøre driften af parkeringsarealer enklere.
"Hvis brugen af ANPR begrænses, vil grundejere og andre aktører blive tvunget til at investere i dyrere løsninger. I sidste ende vil både regningen og besværet ende hos bilisterne. Derfor bør vi i stedet samle de relevante aktører og finde en løsning, der både beskytter forbrugerne og understøtter den digitale udvikling," siger Helle Juhler-Verdoner.
DI Ejendom vil på den baggrund fortsætte dialogen med politikere, myndigheder og øvrige aktører om en løsning, der både styrker forbrugerbeskyttelsen og sikrer mulighed for fortsat at anvende digitale parkeringsløsninger.
Fakta fra analysen
- 75 pct. af bilister ved ANPR-anlæg foretrækker nummerpladegenkendelse frem for manuel parkeringskontrol.
- Blandt danske bilister generelt foretrækker 53 pct. kameraparkering, mens 21 pct. foretrækker manuel parkeringskontrol.
- 84 pct. af brugerne af ANPR-anlæg er tilfredse med løsningen.
- 91 pct. føler sig trygge ved at bruge ANPR.
- 74 pct. af danske bilister foretrækker at modtage opkrævninger via Digital Post.
- Analysen bygger på 1.026 onlinebesvarelser og 807 interviews gennemført på parkeringsanlæg med ANPR.
Læs analysen her : Danskernes holdning til anvendelse af nummerpladegenkendelse (ANPR) på parkeringsområdet