Vi har ikke et valg, hvis København fortsat skal være for alle
Vi har brug for et sundt og professionelt investeringsklima.
Jeg er københavner med stort K. Det er ikke bare noget, jeg siger – det er noget, jeg mærker. Jeg sætter stor pris på at bo i en by, der ikke blot er kendt for sin puls, sine grønne strøg og sit erhvervsliv, men også flere gange er blevet fremhævet internationalt som verdens bedste blandede by. Her mødes mennesker på tværs af indkomst, baggrund, uddannelse og livssituation. Det giver vores by en robusthed og en dynamik, der tiltrækker både talenter, børnefamilier og virksomheder.
Men jeg er også bekymret – på mine børns og på fremtidens københavneres vegne. For den balance, der netop gør København stærk, er under pres som aldrig før.
Efterspørgslen vokser
Udfordringen er tydelig: Boligudbuddet kan slet ikke følge med den hastige udvikling. Ifølge Københavns Kommunes boligredegørelse bliver vi 113.000 flere københavnere i 2060. Og det stopper ikke her – flere enlige, flere små husholdninger, ændrede livsmønstre – alt det driver efterspørgslen yderligere op. Det betyder, at vi skal finde plads til 37.500 nye boliger frem mod 2036, og hele 77.000 nye boliger inden 2060.
Dette massive behov skal ses i lyset af et efterslæb, der har bygget sig op siden finanskrisen. Siden 2008 er der ikke blevet bygget 36.000 boliger, som byen har haft behov for. Og en aktuel analyse fra Nordanö peger på, at der på nuværende tidspunkt kun er planlagt ca. 31.000 boliger i København og på Frederiksberg – altså stort set kun nok til at dække den manglende kapacitet, vi allerede står med. Der er ikke planer, der matcher de ambitioner og behov, vores by har foran sig.
Behov for stabile rammer
Det er derfor også positivt, at boligudfordringerne igen er fremme i lyset. Emnet fyldte under Kommunalvalget 2025, og vi ser i den aktuelle Folketingsvalgkamp fortsat opmærksomhed på det. Men opmærksomhed er ikke nok. Visioner skal bakkes op af rammevilkår og konkret handling.
Københavns fremtid afhænger af, at vi får stabile og forudsigelige investeringsrammer. Hvis byen skal forblive en blandet, attraktiv og levende hovedstad for både erhvervsliv og borgere, har vi ikke et valg.
Gabet mellem vision og virkelighed bliver ikke mindre, hvis vi fortsætter med status quo.
Derfor håber jeg, at debatten i valgkampen vil føre til bredere politisk aftaler om stabile rammevilkår. Det er afgørende, at vi sikrer forudsigelighed. Det er kun sådan, vi får flere til at investere – ikke bare i mursten, men i fremtidens København. Vi har brug for løsninger, ikke flere barrierer - og det arbejder vi I DI Ejendom for hver eneste dag.
For mig er det klart: Hvis vi vil sikre den blandede by, der gør København til et forbillede – ifølge internationale undersøgelser og ifølge de mennesker, der bor her – skal vi handle nu.
Rammerne skal tilrettelægges, så boligudvikling bliver en naturlig del af fremtidens København. Vi har ikke et valg, hvis byen fortsat skal være for alle – nu og i fremtiden.