Jacob Kjeldsen, Chef for Fremstillingsindustrien

08.04.20 Fremstillingsindustrien Nyheder

Påskehilsen fra Fremstillingsindustrien

Indgangen til påsken er desværre blevet meget anderledes, end de fleste af os havde forestillet sig. Et nedlukket Danmark og en verden med vigtige eksportmarkeder, der kæmper med at få kontrol over COVID-19, var ikke det, som vi håbede på i starten af 2020. Det har naturligvis påvirket alle virksomheder i Danmark, og derfor også medlemmerne af Fremstillingsindustrien og resten af DI.

På baggrund af kontakten med en stor del af vores medlemmer ved jeg og resten af Fremstillingsindustriens sekretariat udmærket, hvor meget I kæmper med at holde sammen på jeres virksomheder. Det gør I samtidig med, at I passer på jeres medarbejdere, kunder, leverandører og andre interessenter. Og jeg vil meget gerne dele min store beundring overfor, hvordan I håndterer coronavirusen og dens udfordringer. Det er beundringsværdigt at høre, om de mange innovative og intelligente tiltag, som I alle har taget i en meget svær tid. Det giver grund til optimisme, når jeg hører fremstillingsvirksomheder fortælle, hvorledes de holder gang i produktion, indkøb og salg, imens alle sundhedsmyndighedernes retningslinjer overholdes.

I Fremstillingsindustrien vil vi gerne sikre, at de mange gode idéer bliver delt mellem jer medlemmer. Derfor lancerer vi kort efter påske et initiativ i vores medier, som vi har døbt ”Industrien viser vejen”. Formålet med initiativet er både at inspirere og dele konkrete, relevante råd blandt vores medlemsvirksomheder til at håndtere situationen lige nu, men også at illustrere for omverdenen, hvorledes produktionsvirksomheder dygtigt navigerer under krisen. Initiativet kommer dermed til at supplere den allerede igangværende DI-kampagne ”Sammen holder vi Danmark i gang”, der lige nu sætter et bredere fokus på virksomhedernes afgørende bidrag til Danmark, mens store dele af økonomien er lukket ned.

Vi ved samtidig også godt, at mange af vores medlemmer alligevel kæmper hårdt lige nu. Derfor vil jeg gerne garantere, at vi sammen med dygtige kolleger i DI, vil fortsætte arbejdet med udvikling af eksisterende og nye offentlige hjælpepakker, der kan hjælpe flest muligt virksomheder igennem krisen. Og vi står også klar med rådgivning i brugen af disse, samt lytter til jeres tilbagemeldinger – så brug os. Samtidig gør vi også klar til at hjælpe medlemmer af Fremstillingsindustrien og DI, når vi kommer på den anden side, hvor vi skal genvinde det tabte og tilpasse os en ny tid. Det vil vi fortælle mere om efter påske, så følg med på vores nye app, sociale medier og hjemmeside samt DI’s hjemmeside om COVID-19.

Med ønsket om en god påske til alle medlemmer af Fremstillingsindustrien, vil jeg godt benytte lejligheden til at sige et ydmygt tak for jeres indsats.

Skrevet af:

Jacob Kjeldsen