Kursus

Ansættelse og arbejdsmiljø i praksis

Er det ulovligt at afskedige gravide eller barslende medarbejdere? Og hvad gør du som leder, når Arbejdstilsynet banker på døren? Få svar på disse spørgsmål og bliv meget klogere på ansættelse og arbejdsmiljø med dette ATL-kursus.

Udfordringerne i arbejdet med HR, personalejura og arbejdsmiljø er mange - og reglerne kan være dyre at ignorere. På dette kursus får du et solidt overblik over de væsentligste forhold, du skal kende, når du ansætter og afskediger funktionærer og medarbejdere på ATL-overenskomsten. Du lærer samtidig, hvordan du undgår bøder og påbud ved at sikre et sikkert og lovligt arbejdsmiljø. Kurset sætter fokus på virksomhedens ansvar og ledernes rolle, når Arbejdstilsynet kommer på besøg, og giver dig praktiske redskaber til at styrke instruktion, tilsyn og sikkerhed i hverdagen.

Vi ser blandt andet på:

  • Advarsler, ansættelsesbeviser og ansættelsesproceduren
  • Opsigelse af beskyttede medarbejdere
  • Håndtering af sygdom og arbejdsskader
  • Virksomhedens og ledernes ansvar for arbejdsmiljøet
  • Instruktion og tilsyn - hvordan du sikrer, at arbejdet udføres forsvarligt
  • Forberedelse og håndtering af besøg fra Arbejdstilsynet

Du får også indsigt i den nyeste retspraksis og lovmæssige udvikling på det ansættelsesretlige område, så du er opdateret på reglerne, som de ser ud i dag. Derudover modtager du relevante værktøjer til brug i hverdagen, blandt andet skabeloner til skriftlige advarsler og opsigelser. Kurset er ikke et overenskomstkursus, men et grundlæggende personalejuridisk kursus. Da lovgivningen løbende ændrer sig på området, kan det være værdifuldt at genopfriske din viden med dette kursus - selv hvis du har deltaget før.

 

Kurset henvender sig til:

Arbejdsmiljøchefer, ledere med ansvar for arbejdsmiljøet i virksomheden, HR-medarbejdere og andre administrative medarbejdere – både nye og rutinerede. Kurset er tilrettelagt således, at deltagerne opnår en allround opkvalificering inden for ansættelsesretten og arbejdsmiljø.

Afbudspolitik

Alle tilmeldinger til arrangementet afmeldes uden omkostninger, når det sker tre arbejdsdage, før arrangementet afvikles. Sker afmelding mindre end tre arbejdsdage, før arrangementet afvikles, og/eller en deltager udebliver fra deltagelse, pålægger ATL et gebyr på kr. 500,- ekskl. moms for halvdagskurser og kr. 1000,- ekskl. moms for heldagskurser. Dette uanset årsagen til afbuddet.  Gebyret dækker vores afholdte omkostninger til forplejning, lokaleleje, administration m.m. Afmelding skal ske skriftligt via mail til atl@di.dk og skal være os i hænde senest kl. 12.00 på dagen for den angivne frist.