18.06.19 ATL Nyheder

Taskforce skal få flere kvinder i transportbranchen

En taskforce skal komme med ideer til, hvordan man får flere kvinder til at søge jobbet som chauffør. Taskforcen, der er nedsat af Transportens Udviklingsfond (TU) og Godstransportens Uddannelses- og Udviklingsfond (GUU), skal i løbet af det kommende år pege på udfordringerne og komme med forslag til løsninger.

Hvis man tager 100 tilfældige chauffører vil kun 1-2 være kvinder. Det skal der laves om på, mener ATL, 3F og DTL-A, som står bag de to fonde, der nu gør en indsats for at trække kvinder ind i faget.

En taskforce med repræsentanter for virksomhederne og organisationerne skal svare på, hvorfor der er så få kvinder i branchen. Og bagefter skal de komme med konkrete forslag til løsninger. Forslagene skal ligge klar på Transportens Kvindedag til maj næste år.

- Der er ingen tvivl om, at vi skal blive meget bedre til at få fat på kvinderne. Virksomhederne har store problemer med at finde de medarbejdere, de har brug for. Derfor er det uholdbart, at vi kun rekrutterer blandt halvdelen af befolkningen, siger Lars William Wesch, direktør i ATL.

Der findes en del myter om, at kvinder ikke kan køre lastbil. Men de få kvindelige chauffører, som er i branchen, betragter det som et godt og udfordrende arbejde, som ikke kræver store fysiske anstrengelser.

De to fonde er lige nu på jagt efter chefer og medarbejdere i transportbranchen, som er interesseret i at blive en del af taskforcen.

Lars William Wesch

Branchedirektør

  • Direkte +45 3377 4831
  • Mobil +45 4061 2007
  • E-mail lwh@di.dk