FOTO: Kampagnen Job i Transport

07.12.20 ATL Nyheder

Kvindelige ansøgere skal til samtale, hver gang et job er ledigt

Hanne Bødker-Petersen, som er adm. direktør i SCT Transport A/S, har sat sig sit eget mål for at få flere kvinder ind i virksomheden. Hver gang et chaufførjob er ledigt, skal mindst én kvindelig ansøger inviteres til samtale. Og hvis hun er den mest kvalificerede, vil hun naturligvis blive ansat.

SCT Transport A/S kører entreprenørkørsel og har hovedkontor i Gilleleje på toppen af Sjælland. Der er ansat omkring 200 chauffører, og de to er kvinder.

Hanne Bødker-Petersen har selv siddet med i taskforcen for flere kvinder i førersædet. Det er hendes ambition at ansætte flere kvinder i de kommende år, men hun tvivler på, at hun når helt op på 10 procent kvinder i 2030, som er taskforcens målsætning.

- Vi har svært ved at honorere ønsker om fleksibel arbejdstid, og det sorterer mange kvinder fra. Vi skal levere, når vores kunder har brug for det, siger Hanne Bødker-Petersen.

Ellers kan direktøren for SCT Transport ikke se de store forhindringer for at få flere kvindelige chauffører ind på virksomheden.

-   Fysisk er der ingen problemer. I bilerne er det hele automatisk. Men det er en mandeverden, så det skal man psykisk være indstillet på, siger Hanne Bødker-Petersen som samtidig understreger, at der er blevet taget godt i mod kvinderne på hendes virksomhed.

Når det handler om kvalifikationer, har kvinderne flere fordele. De er ofte bedre end mænd til at koncentrere sig og servicere kunderne, mener Hanne Bødker-Petersen.

-   De er ofte også ret vakse til IT, som vi bruger meget af. Og så får de færre skader på bilerne, siger hun.

Hvis det for alvor skal lykkes at få kvinder til at søge ind i transportbranchen, kræver det, at de har nogle andre kvinder at spejle sig i. Det er altså lettere at ansætte den 3. og 4. kvinde end de to første.

 Hanne Bødker-Petersen er klar med kvindelige mentorer i fremtiden.

-   Vi ansætter fire elever om året. Hvis bare én af dem i fremtiden er kvinde, vil det være godt, siger hun.

Relateret