FOTO: Colourbox

21.12.20 ATL Nyheder

Særtransporter: Minister lover hurtig og smidig sagsbehandling

Med politiforliget bliver det i fremtiden Vejdirektoratet, som skal give tilladelse til særtransporter. Transportminister Benny Engelbrecht, som nu får ansvar for hele området, lover hurtig og smidig sagsbehandling. Det sker efter nogle måneder med meget lang ventetid for at få tilladelse til at køre særtransport øst for Lillebælt.

Den lange ventetid på at få tilladelse førte til store tab hos virksomheder i både transport- og byggebranchen.

Forsinkelserne opstod, da politiet tidligere på året gik over til at håndhæve særtransportbekendtgørelsen præcis efter ordlyden. Det betød, at vejmyndighederne – i de fleste tilfælde kommunerne – skulle høres i forbindelse med hver eneste særtransport.

Nu er ventetiden igen blevet lavere. Men et bredt flertal i Folketinget har alligevel besluttet at fjerne opgaven fra politiet og give den til Vejdirektoratet. Den ansvarlige minister forsikrer, at han har fokus på området.

Vi skal have en hurtig og smidig sagsbehandling, så transportbranchen kan regne med, at de kan få de nødvendige tilladelser. Som transportminister har jeg en god dialog med branchen og fuld forståelse for, at det kan have store konsekvenser, hvis der er forsinkelser. Derfor kan jeg også love, at det bliver en prioriteret opgave, som hænger rigtig fint sammen med ministeriets øvrige opgaver, siger transportminister Benny Engelbrecht.

Direktør i ATL Lars William Wesch kvitterer positivt for ministerens udmelding.

”Det var en ærgerlig periode, vi havde i efteråret, som kostede dele af branchen dyrt. Så det er glædeligt, at statens vejmyndighed overtager ansvaret, og at ministeren lover, at opgaven vil blive prioriteret”, siger han.