FOTO: Colourbox

07.12.20 ATL Nyheder

Vi skal fange de 1-2 piger i en klasse, som ikke skal i gymnasiet

Magnus Købke besøger et utal af folkeskoler og efterskoler hvert år med lastbilen fra job-i-transport kampagnen. Der er en del piger i 8. og 9. klasse, som er lige så interesserede som drengene. De skal ikke i gymnasiet og afsøger mulighederne. Det er dem, vi skal gøre interesserede i branchen, mener Magnus Købke.

Lastbilen fra job-i-transport kampagnen holder i øjeblikket stille, fordi man vil begrænse risikoen for at sprede smitte med coronavirus. Men under normale forhold vrimler der næsten dagligt med 14-15 årige drenge og piger i lastbilen. Højdepunktet under besøget er en tur i lastbilsimulatoren.

- Nogle piger har ikke lyst til at køre i simulatoren. Men der er også piger, som synes, at det er lige så sjovt som drengene. Nogle gange er det kun 1-2 piger i en klasse, men det er dem, vi skal have fat i, siger Magnus Købke

For projektchefen i Transportens Udviklingsfond gælder det om at skabe en interesse for branchen, som måske kan påvirke valget af uddannelse senere i livet. Piger i den alder går ikke op i, om der er mulighed for motion på arbejdet og separate bade til kvinder. Men de har brug for, at der er kvindelige rollemodeller, som de kan se op til.

-   Lige nu har vi desværre ingen kvindelige lærlinge med lastbilen. Men vi gør meget for at fortælle om kvinder, der er gået ind i branchen og har klaret sig godt. Og så fortæller jeg pigerne, at de er mere sikre chauffører end drengene, da pigerne laver færre skader, fortæller Magnus Købke.

Relateret indhold