Foto: Colourbox

04.05.20 ATL Nyheder

ATL parat med unikt tilbud til selvstændige vognmænd

Mange selvstændige vognmænd har efterlyst en uddannelse, der er målrettet ejerledere. ATL og DI er nu klar med en ejerlederuddannelse, der er målrettet den selvstændige vognmand, som vil have styrket sine ledelseskompetencer.

Det nye udviklingsforløb består af et introduktionsmøde og fem moduler, som strækker sig henover et lille års tid. Uddannelsen udbydes og gennemføres af DI’s ledelseseksperter , men ATL har spillet en særdeles aktiv rolle i udviklingen af uddannelsen.   

”Det er et gennemarbejdet og veltilrettelagt forløb, som vi nu kan præsentere for de mange ejerledere i medlemskredsen”, siger ATL’s næstformand, Henrik Tofteng, adm. direktør og ejer af Henrik Tofteng A/S.

”Jeg er sikker på, at mange vil finde tilbuddet interessant, fordi man vil blive præsenteret for strategiske værktøjer og få en indføring i ledelse, som mange efterlyser”, siger han.

Ifølge Henrik Tofteng er det oplagt, at der nu er skabt et særligt tilbud til de medlemmer, der står i spidsen for en virksomhed og som samtidig er ejere.

”Som bekendt leger lige børn bedst, og jeg tror, at mange ejerledere vil finde det mest relevant at være i selskab med andre, der har det samme ansvar og ejerskab for forretningen. Det gælder uanset om det er en lille eller stor virksomhed”, siger han.

Uddannelsen arbejder med to overordnede spor. Først er der fokus på virksomhedens organisation og kultur og på strategi og forandringsledelse. I det andet spor arbejdes med forretningsudvikling, økonomi og marked. Det skal sikre, at strategien rummer begge sider af det at eje og lede en virksomhed i udvikling. 

Den nye ejerlederuddannelse udbydes til 59.000 kr. ATL tilbyder imidlertid sine medlemmer 10 pladser i 2020 til 39.000 kr. pr. deltager. Det inkluderer undervisning, JTI-test, ophold og forplejning over de fem moduler. Deltagelse er efter først-til-mølle princippet.

Tilmeld dig kurset ved at sende en mail til: nmro@di.dk. Angiv navn, virksomhed og din mailadresse i mailen.

Læs mere om uddannelsen her.