18.05.20 ATL Nyheder

Kommentar: Husk lærlingene

Af Lars William Wesch, direktør i ATL

Lige nu er situationen omkring os urolig. Transportvirksomhederne har oplevet coronakrisen forskelligt, og det er svært at sige, hvor hårdt branchen bliver ramt af den økonomiske krise. Men det er yderst vigtigt, at vi fortsætter med at uddanne fremtidens medarbejdere. Ellers risikerer vi at få uoverskuelige udfordringer på den anden side af krisen.

Det er ikke nemt at være en erhvervsskole med alle de krav, der bliver stillet for at undgå spredning af smitte. Men det er vigtigt, at skolerne er fleksible og sørger for, at de unge får den bedst mulige undervisning.

Det kan også være en udfordring for virksomhederne at have lærlinge, hvis ordrene udebliver, og det er svært at finde arbejde til alle. Men husk at det er muligt for to virksomheder at gå sammen om en lærling i en såkaldt kombinationsaftale. ATL hjælper gerne med at strikke sådan en aftale sammen.

Det værste, vi kan gøre i den nuværende situation, er at undlade at ansætte lærlinge. Vi ved, at vi står med en stor gruppe chauffører over 60 år. De vil forlade arbejdsmarkedet i de kommende år, og vi har brug for unge medarbejdere, som kan tage over. Ellers risikerer vi at stå med alt for få medarbejdere, når de økonomiske nøgletal igen peger opad.

Lars William Wesch

Branchedirektør

  • Direkte +45 3377 4831
  • Mobil +45 4061 2007
  • E-mail lwh@di.dk