FOTO: Colourbox

18.05.20 ATL Nyheder

Nye regler, hvis du kører i miljøzonerne

Fra den 1. juli 2020 gælder der nye regler for at køre ind i miljøzonerne, der findes i de fem største byer: København, Frederiksberg, Odense, Aarhus og Aalborg. Reglerne omfatter lastbiler, busser og varebiler, der kører på diesel.

For lastbiler og busser gælder pr. 1. juli 2020:

Busser og lastbiler skal være indregistreret første gang den 1. oktober 2009 eller senere for at have adgang til miljøzonerne. Hvis køretøjet ikke opfylder dette, kan du vælge at få eftermonteret et partikelfilter.

Lastbiler, der lever op til Euronorm 5 vil forventeligt også få adgang til miljøzonerne, uanset datoen for indregistrering. (Med forbehold for endelig vedtagelse af en lovændring, der skal endeligt godkendes af Folketinget i maj 2020).

Dieseldrevne varebiler bliver som noget nyt også omfattet af adgangskrav til miljøzoner. Det gælder uanset farven på nummerpladen, dvs. uanset om din varebil er med gule nummerplader eller de gule/hvide nummerplader (papegøje-plader). Benzindrevne varebiler er ikke omfattet, og personbiler er heller ikke omfattet.

For dieseldrevne varebiler gælder pr. 1. juli 2020:

Varebiler skal være indregistreret første gang den 1. januar 2007 eller senere for at have adgang til miljøzonerne. Hvis køretøjet ikke opfylder dette, kan du vælge at få eftermonteret et partikelfilter. 

Hvis din varebil, lastbil eller bus har fået eftermonteret partikelfilter, er det vigtigt at dette fremgår af køretøjsregisteret, da miljøzonerne pr. 1. juli 2020 vil blive kontrolleret primært via automatisk nummerpladegenkendelse.

Fra og med 1. juli 2020 skal lastbiler og busser ikke længere have et miljøzonemærke (grønt/rød klistermærke) for at få lov til at køre ind i miljøzonerne, da man overgår til digital kontrol. Varebiler skal derfor heller ikke have et miljøzonemærke, når de bliver omfattet af miljøzonerne 1. juli 2020.

Reglerne for adgang til miljøzonerne vil løbende bliver skærpet, hvor næste trin træder i kraft 1. januar eller 1. juli 2022.

Mulighederne for at søge om dispensation, samt krav til partikelfilter mv., fremgår af Miljøstyrelsens hjemmeside.

Du kan læse mere om reglerne på Miljøstyrelsens hjemmeside