FOTO: Colourbox

22.06.20 ATL Nyheder

Chauffører på svinetransporter straffes stadig urimeligt hårdt

ATL, DI Transport og 3F vil drøfte retsstillingen for chauffører på svinetransporter med fødevareminister Mogens Jensen. Chaufførerne bliver fortsat straffet for at overtræde dyreværnsloven, hvis de fragter en syg eller skadet gris til slagteriet. I en halvandet år gammel politisk aftale blev det ellers præciseret, at det først og fremmest er landmanden og transportvirksomheden, der er ansvarlige for, at grisene er transportegnede.

De tre organisationer sendte i sidste uge et brev til fødevareministeren og bad om et møde. Den konkrete anledning er, at Rigsadvokaten har slået fast, at  anklagemyndigheden ikke har tænkt sig at ændre praksis i forhold til chaufførerne, selvom politikerne har ønsket at flytte ansvaret i retning af landmændene og transportvirksomhederne.

Det betyder, at hammeren fortsat vil falde særdeles tungt, hvis en dyrlæge på slagteriet vurderer, at en gris ikke var egnet til transport. Chaufføren risikerer en bøde på helt op til 25.000 kroner, mens vognmanden præsenteres for bøder på 50-100.000 kroner.

- Der kan være tale om skader på grisene, som ikke umiddelbart kan ses. Alligevel forventer man, at chaufføren skal få øje på skaderne på et kort øjeblik. Det er urimeligt, og det har skræmt chauffører væk fra branchen, at de risikerer at miste en månedsløn, hvis de får en bøde, siger Lars William Wesch, direktør i ATL.

ATL, DI Transport og 3F peger i brevet til ministeren på, at væsentlige forbedringer af dyrevelfærden i forbindelse med transport kun kan ske, hvis landmanden har det primære ansvar. Organisationerne skriver, at de vil drøfte chaufførernes retsstilling med ministeren, da de nuværende sanktioner kan have væsentlige negative konsekvenser for både chauffører og transportvirksomheder.

SPF-Danmark er landets største transportør af levende grise. Hvert år står selskabet for næsten 35.000 transporter af slagtegrise eller søer, og antallet af grise skal tælles i millioner. Det er meget sjældent, at der slipper grise forbi selskabets chauffører, som senere viser sig ikke at være egnede til transport. Problemet er, at sanktionerne er benhårde, hver gang det sker.

Da ATL senest omtalte problemstillingen sagde transport- og logistikchef Henrik Ringskær hos SPF-Danmark:

- Ansvaret for om grisene er sunde og raske, ligger hos landmanden. Chaufføren kender ikke den enkelte gris’ sygdomshistorie, og når han driver grisene gruppevis og efter alle eksperters anbefalinger, vil der være en risiko for, at der kommer en gris med, som måske ikke er egnet til transport. Vi sorterer grise fra hver dag, og jeg mener, vi kan være stolte af det arbejde, vi udfører, når vi har et niveau, hvor embedsdyrlægen har en anden vurdering hos 0,005 promille af alle grise, sagde Henrik Ringskær.

Læs mere her.