14.09.20 ATL Nyheder

Kommentar: Rekruttering – nu med håndsprit

Af Lars William Wesch, direktør i ATL.

Samfundet kører på nedsat kraft i denne tid, og det er svært at forudse, hvordan smitten med covid-19 udvikler sig.  Vi må kun mødes i mindre grupper, vi skal holde afstand og spritte af. Men samtidig har vi travlt med at markedsføre chaufføruddannelsen, så de unge og lidt ældre vælger et job i branchen. Vi har ikke ”råd” til at miste et år eller to i den indsats.

Derfor er det glædeligt, at lastbilen fra job-i-transport kampagnen fortsætter sin tur rundt til skoler i hele landet. Det kan kun lade sig gøre, fordi medarbejderne yder en ihærdig indsats og bruger rigelige mængder håndsprit.

En meget stor del af de nuværende chauffører er over 60 år. Inden for få år vil de gå på pension og efterlade et tomt sæde i førerhuset, hvis ikke det lykkes at rekruttere flere yngre medarbejdere. Derfor glæder jeg mig over, at der er gang i rekrutteringsindsatsen – trods udfordringerne med covid-19.

Udviklingen på EUC Lillebælt (som du kan læse om i en anden artikel i nyhedsbrevet) er måske et tegn på, at vi er ved at lykkes med indsatsen.

Lars William Wesch

Branchedirektør

  • Direkte +45 3377 4831
  • Mobil +45 4061 2007
  • E-mail lwh@di.dk