FOTO: Colourbox

18.01.21 ATL Nyheder

Nu kan du registrere arbejdstid i Tacho Online

I slutningen af denne uge bliver der indført et arbejdstidsmodul til Tacho Online. Med få klik kan man som leder få et overblik over, hvor længe medarbejderne har været på arbejde. Det gælder ikke kun chauffører – men også mekanikere, lager– og logistikmedarbejdere og de ansatte på kontoret. Modulet er udviklet i samarbejde med ATL.

Tacho Online har hidtil været et redskab, som bruges til at dokumentere, at chaufførerne overholder køre- og hviletidsreglerne.  Det er det stadig, men nu kan man også bruge programmet til at registrere medarbejdernes arbejdstid.

Det er et virkeligt godt redskab, som vil gøre administrationen meget lettere for virksomhederne. Vi har været med til at udvikle modulet for at sikre, at det lever op til de krav, som virksomhederne stiller, Morten Arnskov Bøjesen, Chefkonsulent

Med det nye arbejdstidsmodul, kan man registrere medarbejdernes bruttotid og arbejdstid.

Bruttotiden er den tid, som medarbejderne får løn for. Det vil sige, at man registrerer tiden fra medarbejderen møder, til han holder fyraften. Registeringen kan ske af virksomheden eller af den enkelte medarbejder. Hvis medarbejderen for eksempel får overarbejde, kan han selv gå ind og ændre sin arbejdstid.

Den del af systemet kan bruges til at registrere arbejdstiden for alle medarbejdere i virksomheden.

Når det gælder chaufførerne, kan man hente data fra førerkortet. De kan redigeres, og der kan tilføjes tider manuelt, hvis chaufføren ikke har registreret noget på førerkortet, han har holdt fri eller været syg. Det vil ikke påvirke oplysningerne, som skal bruges til at dokumentere, om køre- og hviletidsreglerne er overholdt.

Det er et fuldt integreret system, og det betyder, at alle data er samlet på samme sted. Det er meget brugervenligt, Morten Arnskov Bøjesen, Chefkonsulent

Medlemmer af ATL er velkommen til at kontakte Morten Bøjesen med spørgsmål.

Morten Arnskov Bøjesen

Morten Arnskov Bøjesen

Chefkonsulent

  • Direkte +45 3377 3954
  • Mobil +45 2980 3522
  • E-mail moab@di.dk

Relateret