FOTO: DI

26.04.21 ATL Nyheder

Brexit har gjort det besværligt at køre eksportkørsel

Storbritanniens farvel til EU betyder større krav og flere udgifter for danske eksportører. DI’s brexit-ekspert guider dig her til at navigere i den nye virkelighed.

Det er langt fra umuligt, men det er blevet sværere. Sådan kan man sammenfatte opgaven med eksportkørsel til Storbritannien, efter brexit trådte i kraft den 1. januar i år. Også selvom den aftale, der blev indgået juleaften, betød en høj grad af liberalisering for handlen mellem briterne og EU-landene.

-   ”Vi er i en introduktionsfase, og mon ikke tingene finder en normal gænge i løbet af nogle måneder. Men man skal selvfølgelig huske på, at Storbritannien ikke længere er en del af det indre marked, og det stiller nogle nye krav, som man skal vænne sig til,” siger Andreas Færgemann, chefkonsulent i DI Transport.

For de store speditører og transportfirmaer, som er vant til at handle med tredjelande udenfor EU som eksempelvis Norge, er omstillingen til den nye virkelighed nemmere, fordi de kender procedurerne i forvejen. De mindre aktører oplever til gengæld en del besvær med de mange dokumenter, som nu skal være i orden for at få godset over grænsen uden forsinkelser.

Man skal være opmærksom på, at brexit er en fordyrende faktor. Man skal have styr på moms og på told- og oprindelsesdokumenter, så de administrative byrder er steget voldsomt for speditører og transportfirmaer siger Andreas Færgemann

Det kan føre til forsinkelser, hvis man har en stor container med stykgods, og der er fejl eller mangler i papirerne for en enkelt af varerne. Så stopper det hele forsendelsen, og varerne bliver først frigivet og distribueret videre, når det hele er i orden. Det problem har nogle af DI’s medlemmer oplevet, oplyser Andreas Færgemann.

-   ”Derfor er det vigtigt, at man sætter sig ind i sagerne på forhånd,” lyder opfordringen.

På danskindustri.dk/brexit/ kan du finde svar på en lang række af spørgsmålene om, hvordan man bedst håndterer den nye virkelighed. Her er der også kontaktoplysninger på DI’s eksperter i de nye regler for moms, told og dokumentationskrav.

Relateret indhold