Foto: Colourbox

23.08.21 ATL Nyheder

Renovationsvirksomheder undgår millionregninger

Når skraldemændene er færdige med dagens arbejde, skal de kunne lægge arbejdstøjet i et omklædningsrum, gå i bad og ind i et andet omklædningsrum, hvor der ligger rent tøj. Den besked fik en renovationsvirksomhed sidste år af Arbejdstilsynet – i form af et påbud. Nu er påbuddet blevet omstødt af klagenævnet, og dermed undgår renovationsvirksomhederne store udgifter til ombygning af bade- og omklædningsrum.

I mange år har det været et krav til virksomhederne, at skraldemænd skal have et rum, hvor de kan klæde om. De skal have mulighed for at tørre arbejdstøjet. De skal kunne tage et bad, og de skal have mulighed for at opbevare arbejdstøj og fritidstøj adskilt.

Men i juli sidste år gav Arbejdstilsynet et påbud til en renovationsvirksomhed. Virksomheden fik at vide, at der skulle være to separate omklædningsrum med et bad i mellem. Det skal ifølge Arbejdstilsynet sikre, at snavset arbejdstøj ikke kan forurene fritidstøjet.

- Vi arbejder for at sikre medarbejderne på virksomhederne et godt arbejdsmiljø. Men her er der tale om ændringer, som vi mener er overflødige, og som vil kræve væsentlige ombygninger af bade- og omklædningsrum på de fleste virksomheder. Mange steder vil det slet ikke være muligt, siger Susanne Linhart, arbejdsmiljøkonsulent i ATL.

Dansk Industri og ATL klagede på vegne af tre medlemsvirksomheder til Klagenævnet for Arbejds­miljø. Og nævnet har nu omstødt påbuddet. Klagenævnet finder ikke, at der er tilstrækkelig dokumentation for, at skraldemændene bliver udsat for forurening, som ikke må spredes.

Susanne Linhart understreger, at virksomhederne hele tiden har holdt sig til Arbejdstilsynets vejledning.

- Denne sag handler også om, at man som virksomhed skal kunne stole på den gældende vejledning. Arbejdstilsynet skal ikke uden videre kunne udskrive en millionregning til virksomhederne, siger hun.

Arbejdstilsynet har meddelt, at de fra 1. september vil have øget fokus på, om renovationsvirksomhederne overholder de gældende retningslinjer for bad og omklædning.

Relateret indhold