Foto: Getty Images

11.10.21 ATL Nyheder

ATL: Digitalisering bør føre til smidig sagsbehandling

For små to uger siden overtog Færdselsstyrelsen ansvaret for at udstede kørekort og takografkort, og Vejdirektoratet skal nu give tilladelser til særtransporter. ATL forventer, at det vil føre til øget digitalisering og en langt hurtigere og mere smidig sagsbehandling.

Hos Færdselsstyrelsen kan man allerede nu ansøge digitalt om takografkort. Det vil sige, at virksomheder, værksteder og den enkelte chauffør kan ansøge om sit nye virksomhedskort, værkstedskort eller førerkort via computeren.

Det gør det meget lettere at ansøge, og det er et rigtigt godt forsøg på at gøre sagsbehandlingen mere effektiv, siger Morten Bøjesen, chefkonsulent hos ATL.

Det har tidligere taget flere måneder at få lov til at tage kørekort – især hvis man ikke har en helt ren helbredsattest.  Det skyldes ikke mindst, at fysiske breve er blevet sendt mellem politiet og embedslægerne.

Her er en oplagt mulighed for at digitalisere og effektivisere sagsbehandlingen. Vi har oplevet, at unge mennesker, som ønskede at blive chauffører, har fundet sig noget andet at lave, fordi de har skulle vente i månedsvis på om de kunne få et erhvervskørekort, siger Morten Bøjesen.

Vejdirektoratet har fra 1. oktober overtaget behandlingen af ansøgninger til at køre særtransporter. Nu skal alle ansøge samme sted – på www.vejman.dk

Der er mange muligheder for at gøre tilværelsen lettere for virksomhederne. Vi har en forhåbning om, at myndighederne nu sætter tempoet i sagsbehandlingen op. En af vejene er at digitalisere flere processer, siger Morten Bøjesen.

Relateret indhold