Foto: Getty Images

24.01.22 ATL Nyheder

Advarsler og fartoverskridelser er ikke nok til at ophæve uddannelsesaftaler

En virksomhed ophævede med kort mellemrum uddannelsesaftalerne for to af deres lærlinge, som tidligere havde modtaget advarsler, og som havde overtrådt fartgrænserne i virksomhedens køretøjer. Da forseelserne lå langt tilbage i tid, og da virksomheden ikke havde reageret rettidigt, mente Tvistighedsnævnet ikke, at virksomheden kunne ophæve uddannelsesaftalerne.

Skriftlig advarsel og klip i kørekortet

I den ene sag havde en transportvirksomhed og en godschaufførlærling indgået uddannelsesaftale i januar 2019 med forventet afslutning i januar 2022.

Allerede nogle få måneder efter måtte virksomheden give lærlingen en skriftlig advarsel, da virksomheden havde konstateret, at medarbejderen kørte op til 166 km/t i Københavnsområdet.

På trods af den skriftlige advarsel blev lærlingen halvandet år efter taget i en af politiets automatiske fartkontroller, hvor han fik et klip i kørekortet grundet kørsel med for høj hastighed i virksomhedens bil.

Uddannelsesaftale ophævet efter retur fra hjemsendelse

Kort efter denne episode blev lærlingen hjemsendt med lønkompensation og udførte derfor ikke arbejde for virksomheden i en længere periode.

Da lærlingen skulle tilbage på arbejde, valgte virksomheden at ophæve uddannelsesaftalen med lærlingen.

Virksomheden mente ikke, at lærlingen havde levet op til den skriftlige advarsel, han tidligere havde fået vedrørende fartoverskridelse.

Tvistighedsnævnet kom frem til, at forseelserne lå langt tilbage i tiden, og lærlingen derfor ikke havde misligholdt ansættelsen i en sådan grad, at virksomheden kunne ophæve uddannelsesaftalen. Virksomheden blev derfor pålagt at betale kr. 40.000 til lærlingen.

Uddannelsesaftale trods frakendelse af kørekort

I den anden sag havde en virksomhed indgået uddannelsesaftale med lærlingen i januar 2020 med forventet afslutning i juni 2022.

Lærlingen var blevet frakendt sit kørekort nogle måneder inden, men virksomheden ville gerne give ham en chance for at blive faglært, så de tilbød, at han kunne komme i lære hos dem og generhverve kørekortet gennem en lokal kørelærer.

Fartbøde i virksomhedens køretøj

Omkring en måned efter generhvervelse af kørekortet fik lærlingen en fartbøde på 1.500 kr. for at køre for hurtigt i en af virksomhedens køretøjer, og virksomheden kunne via trackere i køretøjerne konstatere, at lærlingen generelt havde kørt med en hastighed på ca. 125-140 km. i timen i Storkøbenhavnsområdet, når han blev sendt ud på opgaver.

Skriftlig advarsel og selvforskyldt sygdom

Lærlingen havde endvidere meget fravær i løbet af den korte uddannelsestid og brugte ofte lange svartider på COVID-19-test som undskyldning for ikke at møde på arbejde.

Fraværet skete ofte mandage og fredage, og virksomheden havde holdt flere samtaler med ham om at rette op på forholdene.

I november 2020 fik lærlingen en skriftlig advarsel for sit fravær og hans uengagerede adfærd. Da lærlingen kort tid efter hamrede hånden ind i en dør og var selvforskyldt sygemeldt i over to måneder, ophævede virksomheden uddannelsesaftalen i januar 2021.

Tvistighedsnævnet fandt, at hastighedsbøden lå langt tilbage i tid, og at virksomheden ikke havde reageret rettidigt (inden for en måned).

Selvforskyldt sygdom og systematisk fravær var ikke ulovligt fravær, så der var ikke grundlag for at ophæve uddannelsesaftalen. Virksomheden blev pålagt at betale 40.000 kr. til lærlingen.

DI førte sagerne for virksomheden.

Nyheden er baseret på Tvistighedsnævnets afgørelser af 24. november 2021 i sag nr. 7.2021 og afgørelse af 24. november 2021 i sag nr. 14.2021.

DI's råd

Afgørelserne er i tråd med tidligere sager om ophævelse af uddannelsesaftaler og understreger, at virksomheden skal reagere inden for den i erhvervsuddannelseslovens § 61, stk. 3, fastsatte frist på en måned, hvis de vil ophæve uddannelsesaftalen.

Begge afgørelser bekræfter endvidere, at fravær og generel uengageret adfærd ikke er forhold, der kan begrunde en ophævelse af uddannelsesaftalen – heller ikke, hvis der er givet en skriftlig advarsel herom.

Skabeloner

Skabelon til advarsel

Hent

Relateret indhold