Foto: Colourbox

07.02.22 ATL Nyheder

Der var pil op på pensionen i 2021

2021 var et godt år for investeringerne, og det kan også aflæses i pensionsordningerne. En typisk medarbejder, som arbejder på en overenskomst indgået mellem ATL og 3F, fik sidste år 140.000 kroner ekstra ind på kontoen.

En medarbejder, der gik ind i året med en pensionsopsparing på 660.000 kroner, har oplevet, at opsparingen er vokset til 800.000 kroner. Indbetalingerne står for de 35.000 kroner, mens renterne af PensionDanmarks investeringer har givet 105.000 kroner ekstra på kontoen.

2021 blev et rigtig godt investeringsår for PensionDanmarks medlemmer. For en typisk medarbejder betyder det, at pensionskontoen er vokset med i alt 22 procent i 2021. Det skyldes dels pensionsindbetalingerne, der er aftalt i overenskomsterne, samt det fine investeringsafkast, siger adm. direktør Torben Möger Pedersen, PensionDanmark.

Indbetalingerne til pensionen er en vigtig – og ofte undervurderet - del af overenskomsten, understreger ATL’s direktør Lars William Wesch.

En solid arbejdsmarkedspension skaber sikkerhed og tryghed for den enkelte. Mange tænker udelukkende på de penge, de får ind på kontoen hver måned. Men det er en af de helt store styrker ved de danske overenskomster, at vi bygger pensionsopsparingerne op over mange år. Det er med til at sikre, at man kan have et godt og trygt liv som pensionist, siger han.

Relateret indhold