Foto: Colourbox

07.02.22 ATL Nyheder

DI Transport og ATL: Vi skal undgå en ny bøderegn

Regeringen er på vej med et lovforslag, som markant vil ændre kontrollen og antallet af bøder for overtrædelser af det mobile arbejdstidsdirektiv. Det må for alt i verden ikke føre til en ny regn af bøder over chauffører og vognmand, mener DI Transport og ATL.

Ifølge lovforslaget, som er sendt i høring, skal Færdselsstyrelsen i fremtiden håndhæve reglerne i forbindelse med kontrollen af køre- og hviletid. Politiet får til opgave at kontrollere, om pausereglerne i direktivet bliver overholdt.

Direktivet, der har været gældende siden 2005, er hidtil blevet håndhævet af arbejdsmarkedets parter. Og det er ærgerligt, at EU-reglerne spænder ben for den danske model, mener DI Transport og ATL.

Vi har et velfungerende arbejdsmarked, hvor vi har tradition for at løse udfordringerne i fællesskab. Og vi har et fagretsligt system, som træder til, når vi ikke kan finde en løsning. Det havde været langt det bedste, hvis vi kunne fortsætte ad den vej. Men desværre kan det ikke lade sig gøre inden for rammerne af EU-lovgivningen siger Lars William Wesch, branchedirektør i ATL.

De nye regler, der forventes at træde i kraft i maj 2022, vil ændre afgørende på kontrollen og behandlingen af sager om overtrædelse af det mobile arbejdstidsdirektiv. Det lykkedes sidste år for DI Transport og ATL at få parkeret et lignende forslag for at få undersøgt, om kontrollen også i fremtiden kan overlades til arbejdsmarkedets parter.

Vi har kæmpet gennem længere tid for at fastholde kontrollen i det fagretlige system. Vi fik også justeret i det første forslag fra regeringen, men desværre er det et krav i EU's kontroldirektiv, at kontrollen bliver udført af myndighederne siger Lars William Wesch.

Nu handler det om at undgå, at det nye system fører til en bøderegn over transportsektoren. DI Transport og ATL har netop afleveret et høringssvar med flere klare anbefalinger. Det bør ikke føre til en bøde, hvis chaufføren ellers overholder køre- og hviletidsreglerne. Der bør være en bagatelgrænse for mindre overtrædelser – for eksempel hvis en chauffør får forlænget sin arbejdstid, fordi han må vente på at læsse varer af eller på. Og så bør arbejdstidsdirektivet være omfattet af det nuværende bødeloft på 30.000 kroner til chaufføren og 60.000 kroner til vognmanden.

Reglerne om køre- og hviletid er vigtige på grund af trafiksikkerheden, og hvis chaufføren ikke væsentligt overskrider de regler, er der ingen grund til at uddele bøder for arbejdstid. Det er også helt afgørende med en bagatelgrænse. Det giver EU-reglerne mulighed for, og den danske transportbranchen kan ikke holde til, at vi overimplementerer direktivet. siger Rune Noack transportpolitisk chef i DI Transport.

DI Transport og ATL vil også have fjernet en bestemmelse om adgang til ransagning uden dommerkendelse. De henviser til, at en lignende bestemmelse blev fjernet, da Folketinget vedtog den seneste ændring af godskørselsloven den 25. januar 2022.

Relateret indhold