07.03.22 ATL Nyheder

Kommentar: Vi skal have flere kvinder ind i branchen

Af Lars William Wesch, direktør i ATL

Vi skal ansætte mange flere kvindelige chauffører, og vi skal blive bedre til at få kvinder ind i ledelsesstillinger. Det er nødvendigt for at sikre nok arbejdskraft i fremtiden, og det vil være med til at skabe bedre arbejdspladser.  I dag er det kvindernes internationale kampdag, og den vil jeg benytte til at slå et slag for kvinderne i transportbranchen.

I dagens nyhedsbrev bringer vi en artikel om den 18-årige chaufførlærling Emmelie Carlsen og en anden artikel om administrerende direktør i SCT Transport Hanne Bødker-Petersen. Artiklerne handler om to mennesker, som ikke er i tvivl om, at flere kvinder i transportbranchen er helt naturligt.

I branchen har vi sat en fælles målsætning om, at hver tiende lastbilchauffør er kvinde i 2030. Og vi skal selvfølgelig have flere kvinder ind i alle dele af vores arbejdsmarked – også på lederposterne.

I dag er kun omkring 2 ud af 100 lastbilchauffører kvinder. Eller sagt på en anden måde: Halvdelen af befolkningen holder sig stort set væk fra chaufførjobs i vores branche. Bag tallet gemmer sig dog det faktum, at andelen af kvindelige godschauffører på godt fire år er vokset fra 1,4 pct. til 2,2, pct. Det er små tal, men der sker noget.

Derfor skal vi signalere endnu kraftigere til kvinderne, at de er velkomne i branchen. Det har vi gjort med forskellige kampagner og med ambassadører som Emmelie Carlsen. Det næste skridt er, at I ude på virksomhederne kigger jer omkring og vurderer, om kvinderne rent faktisk vil føle sig velkommen på arbejdspladsen. Er der for eksempel en god og ligeværdig kultur?

Hvis svaret er ja, handler det om at tage de kvindelige ansøgere ind til en jobsamtale og ansætte dem, hvis de er de bedst kvalificerede. Jeg kan varmt anbefale at læse de gode råd i værktøjskassen, som taskforcen for flere kvinder i transport har udarbejdet.

Find værktøjskassen her.

Relateret indhold