Foto: Lars Saltoft Kristoffersen, DSV Transport

23.05.22 ATL Nyheder

Handling nu – ellers dør vores forretning

DSV Transports kunder i erhvervslivet accepterer prisstigninger, mens de offentlige kunder ikke vil betale ekstra for den dyre diesel. Det betyder, at virksomheden ikke kan få dækket sine omkostninger.

Hos DSV Transport, der primært kører med materialer, jord og affald i bygge- og anlægsbranchen, oplever Lars Saltoft Kristoffersen, at der blandt kunderne i den private sektor er stor forståelse for de ændrede vilkår og de tilhørende prisstigninger, som krigen i Ukraine har medført.

- "Her har vi kunnet indgå en dialog, og vi har fundet de nødvendige løsninger", siger Lars Saltoft Kristoffersen og forklarer, at det har været nødvendigt at indføre et særligt krisetillæg, som bliver reguleret hver uge på baggrund af

I bygge- og anlægsbranchen er man i forvejen inde i en prisstigningsspiral med højkonjunktur og mangel på kapacitet. Her er den øgede udgift på transport kun en ud af mange prisstigninger.

Men når det gælder kunderne i den offentlige sektor, er situationen en helt anden. Her afviser man over en bred kam at ændre på de tidligere indgåede aftaler, selvom brændstofprisen er braget i vejret.

- "Vi er meget låste i vores aftaler, hvor vi kører med affald for eksempelvis Vestforbrændingen, AffaldPlus i Næstved og ARGO i Roskilde. De dækker sig ind under, at der ikke er tale om force majeure, og de mener derfor ikke, at vi er berettiget til et tillæg", siger DSV-direktøren og tilføjer:

- "Værst af alt virker det til at være en koordineret indsats og holdning blandt de offentlige indkøbere af transport".

I stedet mener de offentlige kunder, at DSV Transport må få ekstraomkostningerne dækket i næste års indeksregulering. Men det er en fuldstændig uholdbar løsning, som ifølge Lars Saltoft Kristoffersen højst vil kunne dække omkring en tredjedel af de øgede udgifter. Og det er under alle omstændigheder for sent i forhold til de øjeblikkelige likviditetsproblemer.

ATL: Det haster med en dialog mellem kommuner og vognmænd - ATL - DI (danskindustri.dk)

- "Vi lever i en verden med små marginaler, og vi har brug for at få dækket vores udgifter lige nu. Ellers dør vores forretning", siger Lars Saltoft Kristoffersen og tilføjer, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen oven i købet har meldt ud, at offentlige indkøbere skal se på aftalerne med fleksibilitet på grund af krigen, men det er umuligt at trænge igennem.

- "Vi får i stedet at vide, at det vil blive betragtet som statsstøtte, hvis vi får dækket de øgede udgifter. Det giver ingen mening", siger Lars Saltoft Kristoffersen.

Foreløbig betaler DSV Transport selv et olietillæg til de eksterne vognmænd, som man samarbejder med, og som eksempelvis kører til genbrugspladser, og derfor er omfattet af en offentlig aftale. Men det er ikke en mulighed i længden, når den offentlige aftalepartner ikke vil være med til at betale den ekstra udgift.

- "Når udgifter til dieselolie udgør 25-35 procent af dine omkostninger, og du kun har tre-fem procents overskud på din bundlinje - hvis det vel at mærke går godt - så kan du ikke køre længe uden, at din forretning dør, hvis du ikke bliver kompenseret for prisstigningerne", pointerer direktøren.

Selvom aftalerne med det offentlige kun udgør mellem fem og otte procent af omsætningen hos DSV Transport, lover Lars Saltoft Kristoffersen, at han sammen med virksomhedens advokater vil kæmpe med hud og hår for at få kompensation for de øgede udgifter til brændstof.

- "Ellers bliver konsekvensen, at vi må hæve aftalen og tage et juridisk slagsmål bagefter. Sådan som tingene har udviklet sig, må vi se på det ud fra den grimme vinkel", siger Lars Saltoft Kristoffersen.

Relateret indhold