Kunderne er begyndt at forlange et klimaregnskab
De største virksomheder - og ikke mindst de udenlandsk ejede - forlanger nu, at deres leverandører kan fremvise et klimaregnskab. Derfor har Danske Fragtmænd, som en af de første transportvirksomheder sat tal på udledningen af CO2. Inden for få år vil det formentlig blive et krav til alle transportvirksomheder.
Det kræver energi at opvarme bygningerne og drive de blå lastbiler fra Danske Fragtmænd. Og forbruget af energi førte sidste år til udledning af 80.449 ton CO2, viser virksomhedens klimaregnskab.
- Vi er nødt til at have et klimaregnskab at vise frem, ellers bliver vi fravalgt af de store virksomheder, siger Torsten Richard Hermansen, bæredygtighedschef hos Dansk Fragtmænd om baggrunden for, at virksomheden netop har offentliggjort sit første klimaregnskab.
Store virksomheder i Danmark og udlandet arbejder i dag målrettet på at begrænse udledningen af drivhusgasser. De beder derfor deres underleverandører om dokumentation for klimaaftrykket og en plan for fremtiden. Indtil videre er det kun en plan – sjældent et krav om lavere udledninger.
Jeg bruger mange timer på at fortælle erhvervskunder og andre interessenter af virksomheden om, hvilke udfordringer vi har med at nedbringe udledningerne, siger Torsten Richard Hermansen.
Bæredygtighedschefen er overbevist om, at så godt som alle vognmænd vil blive mødt med lignende krav inden for få år. Det kan være, fordi det bliver lovpligtigt, eller fordi kunderne efterspørger det af egen drift.
Der vil være et stigende pres for at dokumentere udledningerne i hele forsyningskæden, siger Torsten Richard Hermansen.
Danske Fragtmænds klimaregnskab viser faktisk, at udledningerne steg med fem procent fra 2020 til 2021. Det skyldes, at aktiviteterne i virksomheden voksede med seks procent. Investeringen i fire el-lastbiler, som leverer varer i de store byer, er endnu ikke slået igennem, hedder det i regnskabet.
Danske Fragtmænds plan er at reducere udledningen med 50 procent i 2030. Det kræver dog, at politikerne opstiller nogle rammer, som trækker i den retning, og at lastbilproducenterne kan levere grøn teknologi.
Vi er helt afhængige af, hvad forsyningsselskaberne og lastbilproducenterne kan levere til os. Vi vurderer ikke, at det er realistisk at have et mål om 70 procents reduktion i 2030 i vores virksomhed. Derfor har vi truffet en beslutning om et lavere mål, som, med den viden og kendskab vi har i dag, bør kunne realiseres udtaler Torsten Richard Hermansen.
Direktør i ATL Lars William Wesch er enig i, at der i de kommende år vil komme et stigende pres på vognmændene for at levere dokumentation for CO2-udledningerne og gennemføre en grøn omstilling.
Presset kan komme fra kunder, politikere, forbrugere og mange andre. Men presset vil helt sikkert stige. Lige nu ser det svært og dyrt ud at gennemføre en grøn omstilling af transportbranchen, men udviklingen går stærkt, så det kan se helt anderledes ud om få år, siger han.