07.06.22 ATL Nyheder

Kommentar: En svær tid ved dieselstanderen

Af Lars William Wesch, direktør i ATL

Jeg tager mig i at kigge væk fra standeren, når jeg tanker bilen. Det er alt for uhyggeligt at kigge på tælleværket, som pisker afsted. Aldrig før har det været så dyrt at tanke benzin og diesel, og der er desværre intet, som tyder på, at prisen vil falde foreløbig.

Derfor sparer privatbilisterne, hvor de kan og økonomiserer deres kørsel. Det kan være noget vanskeligere for en professionel transportvirksomhed, der skal opfylde sin kontrakt. Lige nu står mange medlemmer af ATL med ryggen mod muren, fordi de ikke kan blive kompenseret for de voldsomt stigende udgifter i en eller flere længerevarende kontrakter.

En del af disse kontrakter er med kommuner og andre offentlige myndigheder. Mange får desværre et nej til kompensation. Nogen får ingen forklaring og andre lange forklaringer om risiko for statsstøtteovertrædelser og manglende finansiering fra staten. Det virker dog ikke fair, at en del private virksomheder får afslag på kompensation af deres offentlige kunder, mens de offentligt drevne transportaktiviteter inden for eksempelvis affaldsindsamling naturligvis får dækket  den ekstra udgift til brændstof af skatteborgerne.

Naturligvis gælder den samme udfordring en række private kunder, hvor man også her må håbe og appellere til en forståelse for, at transportbranchen ikke alene kan klare regningen for voldsomme prisstigninger på den varetransport, erhvervslivet har brug for hver dag.

Endelig er der brug for et fornyet fokus på problemet på Christiansborg. Til en start ville det give god mening af fjerne afgiften på de CO2-neutrale brændstoffer. Det vil i højere grad gøre det muligt for transportvirksomhederne at tilbyde klimavenlig transport. Det vil vise, at Folketinget mener den grønne omstilling alvorligt, og det vil sænke prisen på diesel med cirka 25 øre pr. liter inklusiv moms. Jeg er helt opmærksom på, at forslaget ikke løser transportbranchens udfordringer med høje brændstofpriser. Men det kan give virksomhederne en tiltrængt håndsrækning, og så er det oven i købet med til at skubbe til den grønne omstilling af branchen.

Relateret indhold