10.10.22 ATL Nyheder

Kommentar: Gyldne valgløfter

Af Lars William Wesch, branchedirektør i ATL

Folketingsvalget er udskrevet. Frem til 1. november er nyhedsfladen spækket med partilederrunder, løfter fra kandidater og diskussioner mellem politiske modstandere. Og særligt valgløfterne er værd at hæfte sig ved.

Det er forståeligt nok, at mange har fokus på at dæmme op for de vanskeligheder, der lige nu melder sig i form af inflation og stigende energipriser. Og det er vigtigt, at vi løser udfordringerne i sundhedsvæsenet, og sætter turbo på den grønne omstilling. Men det forudsætter alt sammen, at vi har penge nok i kassebeholdningen. Og her bliver det til tider glemt, at erhvervslivet spiller en helt afgørende rolle.

Det er i virksomhederne at pengene tjenes. Men det kræver, at de har ordentlige rammevilkår og arbejdskraft nok for uden det – ja, så har vi ikke råd til alle de ting, vi gerne vil. Derfor bekymrer det mig, at erhvervspolitikken lige nu har trange kår. Der er masser af ting, vi som samfund gerne vil bruge penge på, men jeg savner svar på, hvordan vi skal få råd.

På den lange bane er vejen til at skabe mere velstand netop at sikre gode vilkår for erhvervslivet. Vi skal bruge god infrastruktur, gode rammer for grøn omstilling og initiativer, der sikrer langt mere arbejdskraft fremfor det modsatte.

Jeg håber derfor, at erhvervspolitikken vil hitte langt mere i de kommende par uger, end vi hidtil har set. 

Senest har DA, DI, FH mfl. opfordret til større politisk fokus på at få flere til at tage en erhvervsuddannelse. Lad os få nogle bud på det under valgkampen, det er ekstremt afgørende for fremtidens arbejdsmarked og velfærd.

Uanset farven på en kommende regering bliver der et kolossalt behov for et regeringsgrundlag, der husker at erhvervslivet er forudsætningen for velfærdsregninger, der skal udskrives.  

Relateret indhold